Viser opslag med etiketten perceptionsforvirring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten perceptionsforvirring. Vis alle opslag

mandag den 21. november 2011

Afgørende forskel ang. social mobilisering


Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.


tirsdag den 15. november 2011

Hvem prøver du at narre? Det er bare mig


En kunstner viste mig sit værk: – Og her er Toulouse-Lautrec, og her de tre gratier og her Fredens Dal.

Det var ikke til at se en skid.

Han er altid pisseskæv.


John George Naish.

Kunstnere har altid de her historier om deres billeder, de fortæller sig selv, mens de står og maler dem: – Det handler om dikotomien mellem godt og ondt, symboliseret ved hhv. dukken og håndgranaten.

Som min kone siger: – Et er, hvad du tror, du siger, et andet er, hvad du siger, et tredje er, hvordan jeg opfatter det, du siger.



Det er resultatet af de lange ensomme timer uden selskab uden for sit eget hoved. Har jeg fortalt, at jeg vil starte et internationalt Skype-selskab af kunstnere, der kan lide at sludre, mens de arbejder?

Det kan være meget rart at slå den sludrende del af hjernen fra eller beskæftige den, ligesom når man laver telefontegninger.


Jackie Treehorn.

Kan det passe, at der er en gruppe kvindelige kunstnere i Kbh., der godt kan lide at mødes og snakke, mens de maler?

torsdag den 22. september 2011

Den nye stil


Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.



onsdag den 4. august 2010

Slørdans i brokvarter


Jeg tog til fest uden briller (og uden korrigerende linser af nogen art), og det var fint. Der var ikke noget at se alligevel, der ikke ligeså godt kunne være sløret.



tirsdag den 23. juni 2009

Mundtøjet fejler ikke noget

***
Min far er musikalsk anlagt og håber, at børnene også begynder at spille et instrument.
– Hvad med slagtøj? siger han til dem.
– Ja, svarer de. – Hvis vi godt vil tage noget tøj og slå hinanden med.

Han kan heldigvis ikke høre en skid af, hvad de siger.
***

onsdag den 27. maj 2009

Ergo er hun ikke en luder, Mor Karen

***
Vi holdt børnefødselsdag for klassen, og en af drengene sagde: – Hun kan ikke være en luder. En luder er en dame, der er kæreste med en anden dame. Hun har ingen kæreste, derfor kan hun ikke være luder.

(Ræsonnementet blev afleveret af flere omgange, mens de snakkede oven i hinanden.)

De har arbejdet meget i klassen om, at man skal tale pænt til hinanden, og jeg tror, det var det, han reagerede på, altså at de ikke gjorde det.


***

tirsdag den 25. november 2008

Jordens flinkeste fyr

***
Jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke. Jeg føler, de må skjule noget.

Min kones samboveninde var engang kæreste med en fyr, lad os kalde ham Martin, som hun sagde "var bare så flink".
– Hvorfor er han så flink? Hvad er det, der gør ham så flink? spurgte jeg. – Hvad med mig? Er jeg ikke også verdens flinkeste menneske?
– Hold nu op.

Så dumpede han hende.
– Jeg troede, han var så flink? sagde jeg. – Det var da ikke særligt flinkt gjort.
– Gider du ikke godt holde op?

Nuff said.

Der er ingen, der siger, jeg er det flinkeste menneske i verden.

Godt det samme.

Det er ligesom folk, der skifter personlighed, når de drikker. Dem stoler jeg heller ikke på.

Jeg kender en fyr, lad os kalde ham Patrick, som alle folk siger er så flink. Og lun, kunne de sikkert også finde på at kalde ham. Han er så stille og rolig, siger de. Men når han får noget at drikke, ligger han nede på gulvet og gnaver damerne i anklerne. Og han er gift og har børn. (Nu hvor jeg tænker efter, har jeg faktisk ikke set ham til fest et stykke tid.)

Og så spiser han alle de hjemmelavede småkager henne på arbejdet, når ingen kigger. Han skal passe på sin vægt, men han kan ikke styre det. I forretningsøjemed har jeg oplevet ham som upålidelig. Eksempel:
Han siger: – Kan du ikke sende din faktura en gang til? Jeg kan ikke finde den.
Mig: – Jeg har sendt den tre gange.

Nej, jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke, kun hvis de også synes, de er syge i roen. Hvis de f.eks. siger: "Han er skidesød, men syg i roen", kan jeg bedre holde det ud.

The End


Billedtekst: Her har jeg prøvet at kreere et flink udseende ansigt i et politiskitseprogram. Prøv selv! (Det ligner faktisk min fætter Tom, og han var aldrig særlig flink.)

***

torsdag den 5. juni 2008

På briksen


Jeg troede operationen var omme, men det var bare bedøvelsen. Min naivitet og håbefuldhed er uendelig.

Det var ligesom at tage til koncert og tro opvarmningsbandet er hovednavnet (en beskrivelse af det fænomen findes her). – Hvad fanden, er det allerede omme?

– Det var da ikke noget særligt, tænkte jeg.

Og tyve minutter senere lå jeg og mærkede, hvordan mine vener blev flået ud af benet på mig som snørebånd.

torsdag den 21. februar 2008

Min ven 'Kenneth'

Min ven 'Kenneth' bandt mig til et træ og gik sin vej, så hans mor måtte komme og befri mig. En dag på vej hjem fra skole sagde jeg: – Jeg er Peder Pedersen! og begyndte at køre om kap, og så kørte han lige ind foran mig og skar mig af, så jeg væltede og slog mig. Han kørte lige hjem uden at se sig tilbage. En vinter gik han og min lillebror halvvejs ud på Øresund. – Hvis du var faldet i, havde han ikke prøvet at redde dig, sagde jeg. – Han var løbet sin vej. Og jeg havde ret.
Vi vidste begge to, at jeg havde ret.

Han huskede tit tingene på en anden måde, end de egentlig var sket.

mandag den 28. januar 2008

Ejpot©®™ – asfalten synger

Jeg er på det seneste holdt op med at gå rundt med min iPod (Nano med en smadret skærm, der ligner en blækklat, så jeg kun kan shuffle) i ørerne altid. Jeg plejede ikke at kunne gå uden for en dør uden at ploppe den i.
Og efter jeg er holdt op, føler jeg mig meget mere "grounded" i virkeligheden og mine omgivelser. Jeg lægger mere mærke til ting omkring mig, om ikke fuglenes fløjten, så da dækkenes sugende greb mod den regnvåde vejbane (gummiet suger sig mod vejbanen / suger / hjulene snurrer / vi er i det tunge tråd / vejbanen / synger / syngende gummi / der suger sig fast / der bevæger sig mod vejbanen / at bevæge sig / osv. – hvis det var et Jørgen Leth-digt, selvom "suger" selvfølgelig er for ladet og ikke fladt nok). Og jeg synes også, jeg har lagt mærke til mere i mit synsfelt, ingen åbenbaringer, bevares, men hvad man støder på på sin vej. I hvert fald har jeg følt mig mere som en del af tingene, og ikke mindst betydeligt mindre forhastet og udfarende i trafikken uden henholdsvis aggressiv hip-hop og country & western pumpende i ørerne.

Det holdt godt og vel en 14 dages tid. Nu har jeg ejPotten©®™ i igen, men mere selektivt. Jeg kan godt gå i Netto eller centret uden lyd.

Jeg glæder mig til, der kommer VR-briller, så man kan lukke hele lortet ude og selv bestemme sine visuelle omgivelser også (jvf. den seneste William Gibson og alt hvad han nogensinde har skrevet.)

søndag den 16. december 2007

Efter champagnebrunchen og en joint

Jeg græd, fordi du lignede Brooke Shields og snart skulle rejse.

tirsdag den 27. november 2007

Mændenes omklædning – hvor klamt at være omgivet af nøgne, blege gamle mænd

Det værste ved at dyrke organiseret boldsport (og så i min fremskredne alder) er at sidde i omklædningsrummet sammen med en masse nøgne, halvgamle mænd, navnlig når man skal dele med modstanderne, der lige har banket en. Det er ubehageligt. Det føles ligesom at være med i en fængselsfilm.
Hvem gider se på dem sæbe deres forhud ind?
Jeg ville føle mig bedre tilpas inde hos kvinderne. Jeg er ikke i min hverdag vant til at være omgivet af nøgne mænd

*

Jeg har heller ikke temperamentet til det her lort. Jeg burde holde op og bare løbe i stedet for, nøjes med at kæmpe mod mig selv. Så er der også færre voldstrusler.


PS Den eneste gang, jeg har taget svampe, lo og græd jeg uhæmmet og blev transfikseret af en finsk film på fjernsyn med en masse blegfede nøgne mænd i et fængselsbad. Tænk at få det lige ind i stuen, tænkte jeg, og så TV-billedet som en del af helheden. Bagefter spillede jeg darts og følte, at jeg vidste, hvor pilene ville lande, mens de endnu var i luften – på en smal gang med min bror efter at have delt en potte hjemmelavet baked beans.

tirsdag den 16. oktober 2007

I den forblindelse

Ikke så underligt er det alle de afdankede landsholdsspillere, der støtter op om Morten Olsen. I et tidligere indlæg beskrev jeg Morten Olsens virkelighedsbenægtelse, der nærmer sig George W. Bush-agtige højder.

Se, hvad Rommedahl siger i dag: "Vi er gode nok til at være med til EM. Den måde, vi spiller fodbold på, bør gøre os selvskrevne." Og her kommer det gode: "Det er ikke altid, det lykkes på banen, men i tankerne spiller vi fremadrettet fodbold". I tankerne! Ja, i dine drømme! Virkeligheden figurerer ikke for disse stakkels forblindede mennesker.

Jeg forestiller mig altid Rommedahl nede på knæ for at servicere Morten Olsen og ser hans enorme, våde øjne for mig bevæge sig op og ned i vidvinkel p.o.v. Hvordan kan han ellers altid blive udtaget? Ham og Grønkjær.

onsdag den 12. september 2007

Benhård benægtelse

Et resultat af Bush II’s regime synes at være en udbredelse af fænomenet med at "skabe sin egen virkelighed" (som Bush gør det m.h.t. Irak). Vi ser f.eks., hvordan Morten Olsen nægter at se virkeligheden i øjnene: Hans hold kan ikke score, og han bliver ved med at hive gamle, trætte cirkusheste ind til endnu en runde i manegen. Hans sphincter er knyttet som en næve.*) Se hvor stram hans læbeløse mund er, som Bushs. Det kræver kræfter at leve med benægtelsen (selvom Bush faktisk ser ud til at tage det temmelig afslappet.

Jeg har tidligere set på, hvordan kunstnere skaber deres egen virkelighed. Hvor irriterende! Der er kun én virkelighed, hvor forskelligt man så end kan opfatte den.
Det danske bidrag til Biennalen i 2005 handlede f.eks. om "forskellige virkeligheder" og forskellen på "det virkelige, det reale" og noget tredje. Er det også en bivirkning af supertrenden fra Det hvide Hus?

*) Han kan simpelthen ikke give slip på noget (hans ideal: "Systemet").


Note 1: Elendige ledere begge. Deres genvalg hænger tilsyneladende ikke sammen med deres præstation. Begge mener de at være "skæbnebestemt" til opgaven.

fredag den 27. april 2007

Overdreven selvopfattelse ved at sidde alene foran computeren

Folk opfører sig anderledes på nettet, end de ellers ville. The New York Times beskriver denne mangel på hæmninger (disinhibition). Det passer også meget godt på noget af bloggeriet:

“In a 2004 article in the journal CyberPsychology & Behavior, John Suler, a psychologist at Rider University in Lawrenceville, N.J., suggested that several psychological factors lead to online disinhibition: the anonymity of a Web pseudonym; invisibility to others; the time lag between sending an e-mail message and getting feedback; the exaggerated sense of self from being alone; and the lack of any online authority figure. Dr. Suler notes that disinhibition can be either benign — when a shy person feels free to open up online — or toxic, as in flaming.”

The New York Times, 20. feb. 2007 (mine fremhævninger) (LINK).
Det kan godt være, man skal være tilmeldt nytimes.com for at komme igennem på linket, men hvorfor ikke også være det?

Note: Læg mærke til, at det har taget mig over to mdr. at postere dette citat! Mit tempo er glacialt (før den globale opvarmning).

torsdag den 26. april 2007

Kosteligt, kosteligt

Min kone sagde noget sjovt i går. Straks hentede jeg min stenografiblok og bad hende gentage det. Hun nægtede selvfølgelig, men jeg tror jeg husker det rimelig ordret alligevel. Her er hvad hun sagde:

"Du er heldig, ved du det? Jeg er faktisk ikke særlig skrap."

Herved mente hun, at andre folks hustruer er meget skrappere. Min er god og mild og overbærende ifølge hende selv, især i sammenligning med andre. Hvis jeg bare vidste! Men hun har jo selvfølgelig ret. Hun har ret. Hun har ret. Hvis bare jeg bliver ved med at sige dét...

*

Hun sagde også til mig over middagsbordet: "Dine øjne bulner endnu mere end de plejer!" Det var fordi jeg havde været ude at dyrke boldsport for første gang i tyve år og var døden nær.

fredag den 16. marts 2007

Vandet stod lodret

Min ven J. Per er en gammelt syreflipper. Engang først i 70’erne, må det have været, havde ham og hans venner taget noget syre og lå og flippede på en badebro nede ved søen.
Vandet stod lodret.
Men det var fordi, de lå med hovedet på siden.
Hvordan har det ikke set ud udefra?
Træerne var orange.


Note 1: Jeg har sgu aldrig taget noget LSD.
Note 2: Hvis man vil vide mere, er der gode links på denne side.
Se f.eks. denne film fra før LSD blev ulovligt med en 9-årig dreng, der fortæller om sine oplevelser med stoffet.

tirsdag den 23. januar 2007

Formerne i mit tæppe




I mit soveværelse har jeg et herligt ægte tæppe (manden, jeg købte det af, sagde i hvert fald, det var ægte). Der er former i det, der ligner ting.


A) Det her synes jeg ligner en hundehvalp (med en 90 graders drejning).



B) Det her ligner en indisk eller balinesisk gud.



C) Det her ligner Predator eller anden alien.


D) Denne form ligner et jordegern med en blå fortand (jeg justerede farven lidt på klippet her forneden for at lette forståelsen).



Prøv selv at se, om du kan se former i tæppet. Det er sjovt! Måske har du selv et tæppe derhjemme, du kan øve dig på.

torsdag den 18. januar 2007

Kunstnere, som de er flest, er mere selvoptagede og derfor mere irriterende end andre mennesker – deres tanker fylder hele verden


Jeg hader når kunstnere kommer med udtalelser som: "The only truly dependable reality comes from within." Arggh! (citat: O. Eliasson, og der er mange andre.)
Jeg hader når kunstnere siger: "Det er bare min opfattelse af virkeligheden."
"Min virkelighed." Arggh!
Folk forveksler indersiden af deres hoved med resten af universet.