Min ven 'Kenneth' bandt mig til et træ og gik sin vej, så hans mor måtte komme og befri mig. En dag på vej hjem fra skole sagde jeg: – Jeg er Peder Pedersen! og begyndte at køre om kap, og så kørte han lige ind foran mig og skar mig af, så jeg væltede og slog mig. Han kørte lige hjem uden at se sig tilbage. En vinter gik han og min lillebror halvvejs ud på Øresund. – Hvis du var faldet i, havde han ikke prøvet at redde dig, sagde jeg. – Han var løbet sin vej. Og jeg havde ret.Vi vidste begge to, at jeg havde ret.
Han huskede tit tingene på en anden måde, end de egentlig var sket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar