Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
mandag den 25. februar 2008
Undskyld, men jeg var nødt til at dele det med nogen
Jeg så denne bog på "Litteraturens Plads" i lobbyen på Frederiksberg Bibliotek (et pudsigt navn til et lille hjørne af et bibliotek, men pis på det).
Trisse Gejl, er det et rigtigt navn? Trisse Gejl? Vildt!
PS Og jeg hedder Afghan Fitnæs.
5 kommentarer:
Anonym
sagde ...
Den er faktisk god nok. For at det ikke skal være løgn, boede Trisse og familie tæt på mit barndomshjem. Jeg har endda leget med hende. På den børneagtige måde forstås.
Jeg kylede en gang en sten i hovedet af hendes storebror, Torsten (just Google him...). Ham blev stiktosset og løb efter mig. Jeg løb ind i en opgang og smækkede glasdøren efter mig. Ja, Torsten røg sgu gennem glasdøren. Min far lappede ham i øvrigt efterfølgende!
Bogen blev anmeldt i Weekendavisen og blev indledt med (citeret efter hukommelsen): "Det første jeg tænker da, jeg får bogen i hånden er, Trisse Gejl, kan man da for fanden overhovedet hedde det"... Så overvejelsen er altså allerede delt mellem anmelder og læsere af weekendavisens bogtillæg.
Det var så ikke nogen nyhed, men jeg mente det godt. Min forbløffelse og fryd var ægte, hvorend udtrådt opdagelsen. Så har jeg atter engang genopfundet hjulet under stor fanfare. Skal man nu til at overveje og undersøge tingene, før man udgiver dem?
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
5 kommentarer:
Den er faktisk god nok. For at det ikke skal være løgn, boede Trisse og familie tæt på mit barndomshjem. Jeg har endda leget med hende. På den børneagtige måde forstås.
Jeg kylede en gang en sten i hovedet af hendes storebror, Torsten (just Google him...). Ham blev stiktosset og løb efter mig. Jeg løb ind i en opgang og smækkede glasdøren efter mig. Ja, Torsten røg sgu gennem glasdøren. Min far lappede ham i øvrigt efterfølgende!
Familien Gejl!
Bogen blev anmeldt i Weekendavisen og blev indledt med (citeret efter hukommelsen): "Det første jeg tænker da, jeg får bogen i hånden er, Trisse Gejl, kan man da for fanden overhovedet hedde det"...
Så overvejelsen er altså allerede delt mellem anmelder og læsere af weekendavisens bogtillæg.
Det er umuligt andet.
Det var så ikke nogen nyhed, men jeg mente det godt. Min forbløffelse og fryd var ægte, hvorend udtrådt opdagelsen. Så har jeg atter engang genopfundet hjulet under stor fanfare.
Skal man nu til at overveje og undersøge tingene, før man udgiver dem?
Send en kommentar