Det er spørgsmålet.

***
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Jeg er et stort host
skramle
åndssvagt
mikrofonhvin
to til herovre
Min ven Bondage Bob





Der findes blogs for alt. Her er f.eks. en, der udelukkende handler om københavnske cykelpiger, fortrinsvis set bagfra (eller bagtrinsvis set forfra, haha). Det er fetichistisk, men jeg kan godt forstå det.

I går truede min svigerinde af mig med en køkkenkniv, fordi hun misforstod noget, jeg havde sagt. Sådan har hun altid været, hun vælger at tage det personligt. Ikke at der for alvor var mord i luften, men hun holdt kniven meget tæt til mit ansigt, mens hun irettesatte mig, og før hun skar lagkagen. Derfor kunne jeg dårligt høre efter, travlt som jeg havde med at følge det blinkende knivsblad nær ved mit øje.
Jeg var ude at få bank i boldsport i weekenden, og det fik mig til at genkalde et samtaleemne ved en familiesammenkomst.
I mellemtiden siger jeg: Mån modstanderen, dommeren, tilskuerne og gå din vej. Eller læg dig ned og nægt at give (bolden) op. Hvad forskel gør det? Hvad specielt beundringsværdigt er der ved at fortsætte, når man er så langt bagud?
Når jeg ser en kvinde med en stor røv på gaden, får jeg lyst til at bokse hende i den.
Nå, men det gjorde han, en kanon for seks stemmer (“Leck mich im Arsch”, K. 231/382c, ca. 1782). Se selv kilden her.