***Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)
I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.
Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.
HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSONHun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.
Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller
overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.
Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.
Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har
ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.
Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.
Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.

Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***