Viser opslag med etiketten den grådige gris ved truget. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den grådige gris ved truget. Vis alle opslag

tirsdag den 7. juni 2011

Socialt brætspil i undervisningsøjemed


I skolen (15. klasse) spillede vi det her spil (lang historie), hvor det gjaldt om at stemme om hinandens karakteregenskaber (eks.: Hvem er en menneskelig hindbærroulade?), og jeg fik flest stemmer som den, der var parat til at skubbe andre til side for at komme frem. Det undrede mig, da jeg godt kan lide at være et uigennemskueligt venligt menneske.

Så stå ikke i vejen for mig, med mindre I gerne vil knuses (tværes ud, ikke krammes).

Men hvorfor er jeg så ikke kommet frem?

Hvorfor sidder jeg bare her og lader mig overhale?

Jeg er et par 'addocks.

Jeg bitre, triste mand. Hør mine tunge tårer falde.



mandag den 23. maj 2011

En sjælden gæst i samtalekøkkenet


– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.



fredag den 24. april 2009

Historien om den uelskelige person

***
Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)

I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.

Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.




HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSON

Hun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.

Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.

Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.

Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.

Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.

Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.




Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***

mandag den 9. marts 2009

Med rødt bånd om

***
Min mor gav mig en pose af sine hjemmebagte småkager til at give til Donzo, fordi han var så god at optage en storfilm til hende fra tv, men nu har jeg spist dem alle sammen selv.


***

søndag den 19. oktober 2008

Ud i ’en

***
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
Jeg kan ikke fordrage naturen, når det er noget, man skal ud i, og den ikke bare er der.
Så trampede vi lidt rundt i sivene. Det synes børnene var meget sjovt. De fandt nogle stier og hemmelige "reder" derinde. Det lignede bøssemødesteder alt sammen.

Min kone havde taget et rør Pringles med som lokkemad.
– Spiste du lige en?
– Ja, sagde jeg.
– De er altså til deling.
– Ja, det ved jeg godt.
– Jeg har prøvet at spise chips med dig før, og du spiser dem alle sammen, det er ikke til at følge med.
– Jeg tog én. Én chip. Jeg er et voksent menneske, hvad skal du blande dig for, om jeg tager en?!

– Her, hold dem selv, sagde jeg, træt af at råbe, og stak dem ind under hendes arm.


– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
– Åhr ja, sagde de.
***

mandag den 10. marts 2008

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

torsdag den 6. marts 2008

Arbejdstøjet

Jeg kan godt lide at spise sardinmadder og tørre fingrene af i bukserne.
Jeg kan godt lide at spilde kaffe ned af mig selv uden det gør noget.
Godt jeg ikke er i servicefagene.

tirsdag den 5. februar 2008

Peristaltiske perambulationer

Min fordøjelse har været fucked-up siden jul.


Nærbillede af pizzaæskelåg

Det er irriterende at blive gammel. Da jeg var ung, grinede jeg af de gamles fordøjelsesproblemer. Jeg kørte hjem i bussen fra Rådhuspladsen engang med min daværende og overhørte denne her nørd sige til sin ledsagerske: – (Ulp!) Jeg skulle aldrig have spist den ristede pølse.
Ha! Idiot, tænkte jeg.


"Skal De have fest – så lej en Pølsevogn"

Jeg har altid prist mig af at have en jernmave og kunne spise ALT! Men det er ikke sandt, siger min kone, jeg har faktisk en sart mave.
– Hvornår har jeg sidst været syg i maven? siger jeg.
– Det plejede du tit at være, siger hun.
Hun mener dengang, vores børn gik i vuggestue og børnehave.

Jeg kan ikke lide det. Jeg tænker på det som et svaghedstegn. Jeg vil helst være som Obelix.