Viser opslag med etiketten den pukkelryggede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den pukkelryggede. Vis alle opslag

fredag den 23. december 2011

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det


I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

torsdag den 22. december 2011

En flok katolikker


En af Mos yndlingshistorier var, dengang hele familien var i sommerhuset og hendes bror og svigerinde bad dem passe børnene og gik ovenpå og kneppede højlydt, mens de andre sad og lyttede til det ude på terrassen.

– Jeg gider sgu da ikke passe børnene, bare så de kan gå op og kneppe.

Men når man tænker efter, er der bedre grund?

– Farmor, gider du passe børnene en halv times tid, vi skal kneppe.

– Selvfølgelig vil jeg da det, det er da det mindste, jeg kan gøre.

Det er vigtigt at have sexpositive bedsteforældre.



PS
Det var Mos søster, der sagde: – At føde er den bedste orgasme, jeg nogensinde har fået.


torsdag den 8. september 2011

Før lagkage


Stod med min bror bag ved laden eller et pakhus.
Han sagde: – Du trænger til at få den sut…
Jeg: – Det kommer så ikke til at ske resten af mit liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii…

Så vågnede jeg.

Det er altid ham, det går ud over, fordi vi er tættest.

Lagkagefødselsdag senere på dagen.

mandag den 30. maj 2011

Ingen frokoster længere


Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?



torsdag den 3. februar 2011

Nye fiaskoer, 8 . del


Jeg holdt fernisering i provinsen. Der kom én gæst og min moster, men hun måtte gå tidligt, fordi hun skulle videre i teatret. Den anden gæst, den ene, blev til gengæld samtlige to timer. Det var svært at finde samtaleemner så lang tid. Galleriejeren var ude at slå købstadens historie op på Wikipedia for at tjekke en pointe.

Jeg ville ønske, jeg var mere Trampedach-agtig, så jeg kunne have drukket mig fuld og smidt noget ud af døren, men hvor sjovt er det, når ingen kigger på?



Så skulle jeg holde samtalen gående hele vejen hjem igen over broen. Jeg fandt derved ud af, at min chauffør f.eks. elsker at løse kryds-og-tværser. At han ikke går så meget ud og godt kan lide at ligge på sofaen.
Spørgsmål: Hvad laver du for sjov?

Jeg tog kun derover, fordi han kørte. Ellers havde jeg fandme heller ikke gidet.


Konklusion:
Det var faktisk en meget nedslående oplevelse, og her var jeg bange for at sælge for billigt. Jeg var bange for, at jeg ville sælge ud og ikke have noget tilbage. Det kræver faktisk lidt at hive sig op fra igen. Men det var meget rart at se min gamle moster. Hende ser jeg ikke så tit.

lørdag den 22. januar 2011

Der kom noget i vejen


Jeg ringede til min svigerfar:

– Kan jeg låne bilen på lørdag?

– Nej, Morten og jeg skal til 30-års fødselsdag i Helsinge.

– Nå, jeg havde håbet på, jeg kunne låne den til min mors bisættelse.

(...)

– Hun døde i søndags. Har du ikke fået det at vide?

Senere nævnte jeg for min kone, at det var lidt underligt.

– Jeg har ikke nået det, sagde hun.



fredag den 30. juli 2010

Oven i min psykologi


Jeg sagde til min rødhårede fætter*) ved gravøllet: – Jeg kan godt klare det rent psykologisk. Det er alt det andet oveni. Vi er lige flyttet, og jeg har haft den travleste periode med mit arbejde nogensinde.

*) Forresten er hans fars kræft vendt tilbage.



Nu er der så kommet noget andet oveni.



Noget, jeg står magtesløs overfor, som jeg intet kan gøre ved, som er uden for min kontrol, lige meget hvad jeg siger eller gør. Og det minder mig om døden. Og det hele bliver blandet sammen i mit hoved.

Jeg bruger flere timer hver morgen på at prøve at få rede på mine forvirrede følelser.


Øjebliksbillede

Her har jeg siddet og røget to smøger ad gangen de sidste dage. Hvilket hæsligt syn.

Så får jeg lavet et par timers arbejde. Når jeg skal hjem, begynder kværnen igen.

torsdag den 17. juni 2010

Hun lyder som sig selv


Jeg ringede til min moster:
– Hvad siger din far? spurgte hun.
– Jeg har ikke hørt fra ham, sagde jeg.
– Ved du hvad, sagde hun, – hvis jeg kender ham ret, skal han nok finde ud af at få det til at blive synd for ham.

Og så fortalte hun en stribe historier om, hvordan han havde svigtet min mor og chokeret familien i gamle dage.

Jeg får ondt i hjertet.

Hvorfor føler jeg, at jeg skal forsvare ham? Jeg må lære at give slip. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min mor altid var så opslidt, efter hun havde talt med hende. Hun er benhård og nådesløs.


Min c'rutrygende moster. Min moster, der ryger c'rutter, selvom hun har fået fjernet en halv lunge. (Reklamebillede fra Hudibras 1978. Udskiftes snarest muligt med den i erindringen ideelle "Ciga-rart og smart"-søsterreklame. Min moster og onkel gav hver jul min far et Hudibras, som han ikke læste. '78 var et sent, måske det sidste år.)

søndag den 31. januar 2010

Slug dine virtuelle madeleine'er


Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.

søndag den 27. december 2009

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

torsdag den 17. december 2009

Jeg er chaufføren

***
Vi var ude at køre, fordi vi skulle til familiejul.


MIG
Hvad er klokken?

MIN KONE
Jeg ved det ikke.

MIG
Gider du ikke se efter?

HUN
Er det ikke lige meget? Vi er alligevel for sent på den.

MIG
Jeg vil godt vide, hvad klokken er.

HUN
Jeg orker det ikke.

MIG
Grmf! Så bliver jeg nødt til at rode i lommen efter min telefon ...


(Til tonerne af Otto Brandenburg, Danmarks Elvis, den eneste cd, der findes i min svigerfars bil ud over TV2 og Bach.)



Min kone vil have, at vi skal køre på tværs af USA hele familien. Hahaha! Jeg må hellere begynde at spare op nu.


PS Det opløftende ved denne episode er, at vi dog talte sammen uden at skændes.

***

lørdag den 14. november 2009

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

søndag den 18. oktober 2009

Vælg side

***
Når min kone og jeg har haft noget, der ligner et skænderi, eller en uoverensstemmelse, om man vil, foran min familie, og det er hændt, har de altid taget hendes parti. Når vi har haft et skænderi eller det, der ligner, foran hendes familie og det har været noget mindre tit, har de også altid taget hendes parti. Hvordan kan det være? Det er ikke, fordi hun har ret.

Her mener jeg i øvrigt bare situationer, hvor vi har været uenige om noget, og jeg måske har bidraget med mit originale perspektiv. Min mor holderf.eks. altid med kvinden, det er lige meget, hvad det handler om. Min far holder bare mod mig for at dække sig ind. Men det er heller ikke helt sandt. Når vores forhold har været længst ude, og min kone har forladt mig – for altid igen – har min mor taget mit parti. Hvad handler det andet så om? Jeg tror, det handler om fred. Jeg gider bare ikke altid være skurken. Nå.



Jeg har i dag startet et skænderi med min kone for at undgå, at hun tog med og kritiserede mig foran min familie.
***

torsdag den 17. september 2009

Oppe at vende under udrulning af tærtedej

***
Hvad der virkelig ælder ved at have børn er at skulle op så tidligt om morgenen, fordi børnene skal i skole, at blive tvunget ind i en 1800-tals døgnrytme. Hver dag det samme om og om igen uden variation og kun afbrudt af weekenderne, hvor man lige når op og gisper efter vejret lidt, før man skal waterboardes igen hele ugen efter. Fy! Det er inhumant og feudalt. Jeg kan ikke vente, til jeg atter kan melde mig ud af samfundet. Adjø, samhället.

Hvad der ikke er værd at tænke på, når man har sex, er, at ens forældre har gjort det samme og sikkert værre. Det er heldigvis ikke noget, der (for mig) dukker op alt for ofte i løbet af akten, en akt der nu heller ikke selv dukker op alt for ofte, en iagttagelse der til gengæld dukker op alt for ofte, som trofaste læsere af denne internetside måske har bemærket. Hvor træls. Mit lem visner af og drysser bort. Dette kærlighedens rudiment, den overflødige appendage, en erotikkens blindtarm, der kun giver smerte, når den blusser op, og nødvendiggør amputation. Snit.
Jeg er bedre tjent uden. Den gifte eunuk i sit tomme harem, alene med sine hule minder.
Jeg kan dårligt huske de dage, da den gik ind og
ud.
Jeg fik en lang tud
og blev snydt,
min jammersang så ofte har lydt.
Åh, stakkels mig,
som jeg dog tager på vej.

***

mandag den 3. august 2009

Dag 11

***
Morgen, tidligt vågen

Det er rart at være på ferie og lave ingenting, men efter en uges tid får jeg det altid som om, jeg bør lave noget. Det kan give anledning til en del uro, fordi jeg i virkeligheden intet gider. I hvert fald er der de to modstridende kræfter: ønsket om at få noget ud af det og den totale mangel på energi. Samtidig begynder bekymringerne at melde sig og tanken om alle de ubehagelige opgaver, der venter derhjemme, plus forskelligt forventningspres og krav fra familie og forældre, navnlig sidstnævnte. Alle mulige ting, man ikke gider tænke på, der får hjertet til at springe som et gedekid bag ribbenenes gitter, skutte sig som en fugleunge i sin lune rede derinde, ved tanken om at drømmene snart skal slå mod realiteterne som en bølge og splittes og synke.


***

torsdag den 28. maj 2009

Faux pas om husdyravl

***
– Hva’ så, Henning, sagde jeg til min morbror. – Jeg hører du har trukket en ged til marked?

– Jeg snakker ikke med useriøse personer, sagde han og talte ikke til mig resten af kaffeselskabet.

Det var ikke en ged, men en tyr, og han havde vundet en præmie i Roskilde.


Morale: Pas på med at gøre grin med ting, andre folk går op i, hvorend landlige.


Her ville jeg have indsat et citat af Gustav Wied eller Herman Bang, noget med at studenterne er irriterende, fordi "de griner ad dyrene".
***

tirsdag den 14. april 2009

Hej derude, natteravne (Søvnløs II)

***
Jeg var vittig i dag til familiefødselsdagen:

– Er det jordemoderkaffe? spurgte min lillebror.
– Ja, sagde jeg. – Jeg har det allerede, som om jeg skal allerede føde.
Haha.
– Hvad ved du om at føde? spurgte min mor.
– En del. Nu er der kun 28 sekunder mellem veerne.

Sådan her:
V............28 sek.............V



Satans også. Klokken er 1, og jeg kan ikke sove. Jeg tænker på en kop hasselnødskaffe, jeg drak i formiddags. Jeg kan stadig smage den.
Jeg tror ikke, jeg kan tåle flødeskum.
Det er som jeg bliver slået i baghovedet med et baseballbat konstant. Ikke hovedpine, men som konstant at vågne.
Jeg skal op om 5 en halv time.
Det er bare at nyde øjeblikket, siger jeg til mig selv. Hvert minut er en gave.
Der er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på.
Om 7 en halv time skal jeg have skiftet en plombe eller to. Jeg har fire opgaver, der skal afleveres, og jeg har ikke fået holdt ferie. Jeg har ondt i knæet. Hvad ellers? Ellers ikke noget. Ellers fuck, at jeg ikke kan sove.

***

lørdag den 21. februar 2009

Det skal nok blive muntert

***
Nu har min kone og jeg lavet en scene foran hele familien til fødselsdagsfesten, og hun vil ikke tale med mig.

Vi har en til familiefødselsdag i aften.



Jeg er træt af mine konstante kriser.
***

fredag den 20. februar 2009

Der er hul midt i bloggen

***
En årvågen læsers forespørgsel mindede mig om en historie: Jeg sad og drak inde på Kultorvet engang i firserne, og så sad der de her to Storm P.-vagabonder på en bænk, og den ene siger: – Hvis jeg føler mig lidt nedtrykt, gør jeg bare sådan her. Og så stak han en finger ind gennem sit hul i skoen og kildede sig selv under tæerne.



Jeg tror, man kunne skrive en hel bog, hvis man satte sig til at lytte til de fulde idioter på bænken. Men hvem har tid til det, andre end Per Fly? Og der skal jo stadigvæk være en historie.



Gavin Bryars optog en hjemløs mands sentimentale fuldesang og lavede et nummer ud af loopen. Desværre kommer Tom Waits ind og ødelægger det hele efter ca. halvandet minut her på videoen. Lyt til hele det uspolerede, alenlange nummer på The Sinking of the Titanic. Hele cd’en er god. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Jeg gik forbi de samme idioter, der sad på 73rd St. og drak hver dag, da den ene sagde til den anden: – Why don’t you stick a finger up your ass and twirl? En glimrende replik, jeg stak min kusines mand, neoekspressionisten, med til min farmors gravøl, efter han kaldte mig en snothvalp og jeg kaldte ham falleret, og han tog sin kniv frem og legede med den.

Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet og græd.
– Jeg er ked af det, sagde jeg til min onkel.
– Jeg nød det, sagde han.

Næste morgen var han kørt før morgenmaden, neoekspressionisten.

Fucking familie.


Morale: Hjemløse og kriminelle har al den gode slang.


Flere billeder af skohuller fra Popeye-tegnefilm findes her.
***