Viser opslag med etiketten min metode. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten min metode. Vis alle opslag

mandag den 9. maj 2011

For ikke for evigt at blive siddende som en firkantet pløk i et rundt hul


"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…

– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")

Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)

Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.

Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.


*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.




tirsdag den 20. juli 2010

Tab / vind


Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.




Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.




lørdag den 3. januar 2009

Hun skulle bare vide

***
Der udspillede sig følgende scene i mit hjem i dag:

Jeg begyndte at brokke mig over det sædvanlige – "Hvorfor kan de aldrig lave ordentlige accenter i danske tegnefilm? De har kun én slags: cirkusaccenten: 'Stur nummer! Jarj skarl vise darj!' De kan ikke engang lave en svensk accent eller bare en bornholmer" osv. – da jeg greb mig selv i det.

– Men fare for at gentage mig selv, sagde jeg til min kone gennem mange år, – jeg gentager vist mig selv.
– Ja, sagde hun. – Jeg skrev engang et digt om alt dit brok, der hed "Gylp".
– "Gylp", som i bukserne? spurgte jeg.
– Nej. "Gylp" som i dit brok.
– Jeg vidste ikke, du skrev digte.
– Der er meget, du ikke ved om mig, sagde hun.

Og så sagde hun:
– Hvorfor tager du ikke og skriver alt dit brok ned og udgiver det?
– Det har jeg også tænkt på.

(...)

– Hed det "Gylp", fordi du godt kan lide det, der ligger bag gylpen?
– Haha.


Morale: Det gode ved at skrive sit brok ned er, at man så slipper for at sige de samme ting hele tiden.
***

mandag den 26. maj 2008

Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

tirsdag den 18. december 2007

Kan de ikke finde på noget selv, de kristne?

Min kollega lesbiske Leslie kune godt lide at påpege det ironiske i, at det er en jøde, der har skrevet den mest populære julesang (White Christmas) og den mest populære påskesang (Easter Parade) (findes der andre påskesange?) – altså Irving Berlin.

Nu har jeg lige sagde det til min kone igen (fordi Easter Parade er med på min datters Disney Prinsesser. Eventyrlige melodier. Pop-up musikbog), og hun bed mig af og sagde: – Jeg ved det, det har du sagt 1000 gange. *)
– Okay, siger jeg, så skriver jeg det ned, så behøver jeg ikke sige det mere.


*) Det er et stykke tid siden, lige nu taler vi ikke sammen.

torsdag den 18. oktober 2007

Min metode (2)

Skrevet i mørke

Jeg kan bedst lide at skrive i hånden, fordi det passer til mine tanker. Så kommer man ikke forud for sine tanker. Og så er det rent svir at taste det ind. Jeg venter bare på den næste linie, så kommer den. Hvis der ikke kommer noget, skriver jeg ikke noget. Som nu.

Så har jeg originalen, hvis jeg kommer i tvivl om noget under indtastningen, hvis jeg laver for meget om. Skrivemaskiner har den samme fordel, men ikke nu hvor jeg skriver i mørke.

tirsdag den 30. januar 2007

Min metode


Det jeg gør er, jeg tager bare alt det sædvanlige lort, jeg fyrer af, og skriver det ned.
Mit brok ser sjovere ud på tryk, bilder jeg mig ind.
Og så slipper jeg for at sige det samme hele tiden.