Viser opslag med etiketten lammende præstationsangst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lammende præstationsangst. Vis alle opslag

lørdag den 12. marts 2011

Navnløs frygt


Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.


Anmærkning: Der er et billede af Prins Henrik på vandski i en gammel Året der gik-bog, jeg hellere ville bruge, men jeg har det ikke ved hånden. Skulle der blandt mine læsere gemme sig en Prins Henrik-fan, der ligger inde med det, så sig endelig til. Tak.

fredag den 28. januar 2011

Nu hader jeg det igen


Satans også, i dag, da jeg kom ind, så mit maleri godt ud. Nu tør jeg ikke røre ved det. Det er ligesom ikke at turde tale med den smukkeste kvinde til festen.


Jeg tør vædde på, Botticeli aldrig havde sådan nogle problemer.

tirsdag den 21. april 2009

Huberts niche

***
Jeg mødte en fyr, der hed Hubert, en maler, der var på førtidspension pga. dårligt hjerte. Nu arbejdede han sort som udsmider i en ambient-bar. Et passende job, tænkte jeg. – Der sker aldrig noget, sagde han.



Min ven George III synes, jeg skulle møde Hubert, fordi han også var maler, så jeg tog over og bankede dem begge to i bordtennis. Han havde et fedt atelier, men hans malerier var ikke så gode. George var specielt imponeret af et af en stor svensknøgle mod himlen, men det var ikke, som jeg havde forestillet mig: svensknøglen så blød ud, som om den var lavet af lakrids, og var ikke nær skinnende nok.



Jeg spillede tennis ind i mellem med George (ovre i Williamsburg med udsigt til skylinen nede ad vejen), og hver gang var han ved at få et nervesammenbrud. Det mindede ham om, da han var lille og hans far (Georg II), en rig alkoholiker, tævede ham i tennis. Han kunne ikke tåle konkurrence. Vi var lige dårlige begge to, det var mere et spørgsmål om, hvem der tabte mindst, end hvem der vandt.

Hvis jeg spillede tennis mod mig selv som 13-årig i dag, ville jeg tabe.
***

torsdag den 2. april 2009

Jeg er en fæl fiasko

***
Et penselstrøg fra i går, jeg ikke fik tørret af:



Jeg har trækninger i testiklerne.

Alt det jeg ikke når.

Min udstilling er ikke ordentligt færdig, så jeg fusker det igennem. Som sædvanlig. Øv.

Jeg overvejer, om ikke det var tid til at holde op med at lade som om, jeg er kunstner. Men hvad så med alle mine tuber? Hvad skal der blive af de små, hvis jeg ikke er her?


– Piv, piv, piv! Du må ikke gå!
© Dansk Reportagefoto 2009

Og hvad med mine 8 kubikmeter usolgte malerier? Har jeg hjertet og rygraden til at makulere, hvor makuleres bør? Jeg kunne ikke engang give dem væk, om så jeg prøvede.

Tanken om at skulle betale for at opmagasinere det lort er dræbende.

Endnu engang har jeg sat min dårligste fod forrest og skudt mig selv i den.
***

mandag den 23. marts 2009

Indre blitz

***
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.

Verden ligger for mine fødder.



Det er ikke noget nyt formsprog faktisk, men mit gode, gamle formsprog, jeg fik en smag af først, da jeg begyndte at male for (gisp, støn) snart 20 år siden (jeg kan ikke tro det, hvor er al den tid blevet af? Hvorfor er jeg ikke rig og berømt? Hvorfor har jeg intet at vise for mine anstrengelser eller mangel på samme? Min ufuldbyrdelse er frygtindgydende. Hvor er jeg dog en fæl fiasko. Jeg har virkelig ikke meget håb for mig selv. Hvor har jeg dog ødet bort mit lille liv på det skamløseste), men aldrig førte ordentligt ud i livet, fulgte ordentligt op på, forfulgte ordentligt, kom ordentligt efter, fordi det krævede for meget arbejde (er det virkelig dét?) eller fordi der kom noget andet i vejen.

Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.

Har jeg virkelig sagt det? Hvad betyder det? Jeg tror, jeg mener, at det er bedre at lave sin kunst så kunstnerisk som muligt, hvis man vil sælge. Er det et paradoks? Hvis man prøver at være kommerciel, er det mindre kunstnerisk. Er dét det samme? Det er nok den fejl, jeg har gjort.


PS Eller også er det bare noget borgerligt lort, jeg har gang i.


Konklusion: Pas på med at spørge en kunstner om hans kunst – han bliver ved og ved.


*) "… Fairey reverses a revolution achieved by Warhol, along with Roy Lichtenstein. He embraces a trend in what the critic Dave Hickey has called ‘pop masquerading as art, as opposed to art masquerading as pop.’"
(Kilde)

***

mandag den 17. marts 2008

Søndag

Til en forandring skændtes jeg hele dagen med mine børn i stedet for med min kone. Jeg kunne ikke få dem til noget. De kom kun udenfor, fordi min kone og jeg truede med at gå uden dem. (Og jeg ville ønske de var blevet hjemme.) Det eneste, de kunne sige, var: Må jeg spille Playstation nu? Må jeg spille Playstation nu? (Plagestation.)
Kedeligt.

Jeg opgav at læse godnathistorie efter en halv side af De 5 på Djævleklipperne, fordi min ældste bøvsede mig i hovedet.
Møgunger.

De har påskeferie, så nu er alting værre end i hverdagen og weekenden med. Det kræver større anstrengelse at komme til at passe mig selv (og så sidder jeg alligevel bare og laver ingenting.

Nu må jeg snart skrive den roman, haha. Lave den serie heroiske malerier, jeg har berøringsangst ved større projekter. Mere om det en anden gang.)

Jeg griber mig selv i at tænke: Rejser de ikke snart over til Moster Hanne i Aarhus? Jeg er ligesom Professor Kirrin: Jeg vil helst være i fred og hader at blive forstyrret (nej, det er ikke rigtigt, jeg er s’gu så medgørlig). Og jeg er ligesom børnene, for jeg elsker at æde hele tiden. (Jeg læste aldrig De 5 som barn. Jeg var helt klart til Alfred Hitchcock og De tre detektiver og synes, de andre var tøsede. Jeg kan heller ikke læse Agathe Christie. Alle de teselskaber. Jeg er til Raymond Chandler og Dashiel Hammett. De hårdkogte. Hvad rager plottet mig?)

tirsdag den 23. oktober 2007

Min kaffe smager af terpentin



Jeg er på den tredje firdobbelte indenfor få timer. Jeg brygger den næste, før den første er drukket. Kædedrikning.
Mit hoved eksploderer ved tanken om alt det, jeg skal nå, oven i mit arbejde. Jeg forsøger at strukturere, men tiden er knap. Hvem der kunne meditere på andet end amerikansk foran fjernsynet.
Jeg har ingen kræfter tilbage, når jeg først har lavet mit betalte arbejde, men jeg må ud af mit eksistentielle morads. Det er koldsvedspanik. Jeg får flopsved. Jeg har latterligt lidt med tid, hvis jeg ikke skal gribes med bukserne nede og levere det sædvanlige fusk.

fredag den 21. september 2007

Hænderne i skødet

Jeg har spildt hele dagen, fordi der er en opringning, jeg ikke kan tage mig sammen til at lave. Også dagen i går.
Måske skulle jeg sende en mail, men det er bedre at være direkte.

Mulighederne undslipper mig.

fredag den 19. januar 2007

På vippen 2)

I dag*) blev jeg mailet op af en populær bagsideskribent fra dagspressen – hvis rubrik og navnlig hvis iørefaldende modstand mod den fucking overformynderiske, fascistoide medielicens jeg havde komplimenteret i en læsermail – fordi han kunne lide mine fotos og ville skrive om dem. Hvorfra kender han mit navn? Mine fotos? Jeg troede min hotmailadresse var anonym, og så står mit navn på. Døh! Fotos var taget af en i London, der hedder det samme som mig og har en professionel hjemmeside. Hvad har jeg? En samling jpeg's på flickr.
Ikke engang noget man kan sælge, så hvad skal jeg med eksponering, i fald den forekommer?
Hvor vigtigt er det nu at fedte? Og på den rigtige måde. Nu beder han mig fortælle mere. Haha. Den er god. Jeg er nået til første stadie af selvpromoveringen igen og er gået fuldstændigt i stå som sædvanlig. Hvor er nu mit flotte præsentationsmateriale, den kunsthistoriske tekst om mine værker? De findes ej. Jeg må igen strikke noget sammen i sidste øjeblik.
Panik-panik som sædvanlig og impulsen til hurtigt at trække mit hoved tilbage i skjoldet igen.

*) Dvs. i forgårs. (Jeg har ikke fået svaret endnu.)

På vippen

Jeg er i tvivl om det er en god ide, det her bloggeri, med at fyre en masse gejl af om mig selv. På den ene side vil jeg gerne anerkendes som en original stemme i tiden, på den anden side ved jeg ikke om mine raslende tankeperler og peristaltiske bevægelser rager nogen.

Jeg tør ikke engang give flere oplysninger om mig selv for ikke for let at blive genkendt, for at min demografiske baggrund ikke skal afsløre mig. Det er jo et lille land ad helvede til.

I dag*) tilmeldte jeg mig blogbot.dk, men hev straks min tilmelding ud igen. Det var lidt ligesom uventet at dukke op i et chatrum.
Lammet af præstationsangst som jeg er, tænkte jeg, at jeg først måtte ændre skabelonen på min blog, så den bliver mere tjekket. Jeg vil have et billede og tekst sammen øverst på siden, ligesom andre mennesker. **) ***)

Jeg er jo ikke en af disse personer, der vender vrangen ud på sig selv, samtidig er jeg ret så skide ligeglad. Jeg vil bare ikke have min kone ser jeg skriver om hende og os. Navnlig når jeg tænker på hvad jeg har liggende i arkivet af nedladenheder og smædeskrifter, der blot venter på at blive posteret på en sløv nyhedsdag.
Det er heller ikke så fedt at brokke sig over sit arbejde i fuld offentlighed, selv eller navnlig ikke når det er løsarbejde.

Sådan er jeg: Halvt inde, halvt ude, med et ben på dokken og et i båden, med den ene fod i graven og den anden på en bananskræl, skrævende over Atlanten, med begge ben solidt plantet i den danske muld og næsen i den amerikanske ozon.

*) Det vil sige i forgårs.
**) Jeg følte med andre ord, at jeg burde klæde mig på, jeg kunne ikke stå der nøgen.
***) Jeg har ikke fået det gjort endnu.