Søndag

Til en forandring skændtes jeg hele dagen med mine børn i stedet for med min kone. Jeg kunne ikke få dem til noget. De kom kun udenfor, fordi min kone og jeg truede med at gå uden dem. (Og jeg ville ønske de var blevet hjemme.) Det eneste, de kunne sige, var: Må jeg spille Playstation nu? Må jeg spille Playstation nu? (Plagestation.)
Kedeligt.

Jeg opgav at læse godnathistorie efter en halv side af De 5 på Djævleklipperne, fordi min ældste bøvsede mig i hovedet.
Møgunger.

De har påskeferie, så nu er alting værre end i hverdagen og weekenden med. Det kræver større anstrengelse at komme til at passe mig selv (og så sidder jeg alligevel bare og laver ingenting.

Nu må jeg snart skrive den roman, haha. Lave den serie heroiske malerier, jeg har berøringsangst ved større projekter. Mere om det en anden gang.)

Jeg griber mig selv i at tænke: Rejser de ikke snart over til Moster Hanne i Aarhus? Jeg er ligesom Professor Kirrin: Jeg vil helst være i fred og hader at blive forstyrret (nej, det er ikke rigtigt, jeg er s’gu så medgørlig). Og jeg er ligesom børnene, for jeg elsker at æde hele tiden. (Jeg læste aldrig De 5 som barn. Jeg var helt klart til Alfred Hitchcock og De tre detektiver og synes, de andre var tøsede. Jeg kan heller ikke læse Agathe Christie. Alle de teselskaber. Jeg er til Raymond Chandler og Dashiel Hammett. De hårdkogte. Hvad rager plottet mig?)