Jeg mødte en skinhead*), der havde fået et drømmejob. Han var ikke en slem skinhead, han så bare sådan ud, med håret og støvlerne. En homoseksuel kunstner havde hyret ham til at smadre møbler for sig. Smadrede møbler, det var hans kunst.
Kunstneren gav ham en antik stol og bad ham smadre den. Han reducerede den til pindebrænde. Lidt efter kom kunstneren tilbage.
– Ih, du milde, sagde kunstneren. – Det er alt for meget!
Det var et job, der passede ham godt.
Episode 2
En anden gang mødte jeg en skinhead i Lissabon på en klub i Bairro Alto, året før det brændte ned.
–Goddag, min lille ven, sagde jeg og klappede ham på hovedet.
– Hvad laver du? sagde min nye ven Carlos til mig bagefter. – Det var ham, der knækkede min fortand.
Og så dansede vi aggressivt til Mão Morta.
*) Til en tagfest i Brooklyn.
Nan Goldin: Skinhead dancing, London 1978
Ingen kommentarer:
Send en kommentar