Jeg føler mig sart.
Jeg er helt blodfattig og svag i sjælen.
Jeg er cykelløs og flad i sjælen, og jeg har spildt mit liv.
Jeg er færdig.
Jeg er klar til sæbefabrikken.
Jeg er så ulivskraftig som en dårlig digter.
Sådan en bleg rad med mørke rande under øjnene, der lider af sjælesyge, det er mig.
Han har dårligt energi til et pip. Et haiku er det blevet til på en måned. Det er lidt, selv for ham. Og hvad med hans roman? Hvad med den, spørger jeg bare?
- Mere begejstring kan jeg ikke udvise i min afkræftede tilstand.
Jeg har det ikke følelsesmæssigt godt. Jeg føler mig så svag som indianeren i Cuckoo's Nest
Så lille han føler sig...
Jeg har det som en psykotisk indianer.
fredag den 28. marts 2008
Og en beret. En beret går han også med. Og så er han tuberkuløs
Etiketter:
cowboys og indianere,
cyklodrama,
jeg stakkel,
klagesang,
mit spildte liv,
poesyg,
stakkels mig
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
En psykotisk indianer :-D
Fremragende. Fuldstændig fremragende og jammerligt skrevet!
Det er da godt, at mine lidelser kan glæde nogen.
Den enes brød den andens død du ved ;-)
Suk, jeg er følelseskompost.
Det go' jammer! Men der findes os ujammerlige psykotiske indianere.
http://archives.obs-us.com/obs/english/films/mxframes/deadman/pics/dead07.jpg
Er det Dead Man, du mener?
jeg forstår jer ikke. den psykotiske indianer fra kukus næst er sgu da stor og stærk og jack nøgle til friheden så hvad jamres der over. tjir op slå igennem
Send en kommentar