Jeg burde strække armene ud og favne verden - den lange vej ud og hjem

At tage bussen er det værste ved at min cykel er i stykker. Stanken af andre mennesker. Ulækker stank af rygere. Bussen er den laveste transportform.

Og så at gå det sidste stykke. At skulle uden om folk, imødegå andre, følelsen af ikke bare at kunne suse hurtigt væk. Især når vejen er lang og lige, og jeg har cyklet den de sidste seks år. Der er intet at se. Hundelorte pakket ind i plastic. Et skilt i et vindue. Altsammen ting jeg har set før. En kiosk der lugter af armsved, hvor de vrænger af børnene, sikkert med god grund for det er tæt på to skoler. Et forarmet stykke vej.

At gå føles håbløst forældet. I en asfalteret verden bliver alle folk født med hjul under fødderne.


(Beasley Street ville være at foretrække. Jeg tilbeder John Cooper Clarke, og de vil I også gøre, når I har hørt det her. Ellers er det bare ærgerligt.)