Viser opslag med etiketten stenalderen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stenalderen. Vis alle opslag

mandag den 14. marts 2011

Lad være med at være dum


Under min nye gurus udefrakommende blik pakkede jeg min nye laptop ud, der havde stået to måneder ovre ved siden af kasserne med min mors billeder og breve og andre ting, jeg ikke gider kigge på.

To måneder er en evighed i computertid. Den er allerede forældet.



tirsdag den 25. januar 2011

Upassende


Det var så pinligt: jeg sad inde i stuen og lyttede til min datters (14) nye projekt eller så hendes kortkunster, og så kom der de her høje kneppelyde fra underboen – hvorfor laver kvinder så meget larm? (visse evolutionsforskere siger, det er for at tiltrække andre mænd i stammen, så de kan komme og skyde deres spunk ind i mixet*)) – men nu siger min kone, at de lige har fået en lille baby dernede.

*) Christopher Ryan & Cacilda Jethá: Sex at Dawn: The Prehistoric Origins of Modern Sexuality (HarperCollins, 2010).



torsdag den 24. juni 2010

Rummet omkring hende uden hende i


Vi har ryddet min mors lejlighed færdig i dag. Skønt at få det overstået. Jeg kunne ikke holde ud, at den bare stod dér med 10.000 tegn på hende, alle de bevægelser hun har lavet, bare sådan en ting som at sætte elastikker rundt om krydderiposerne, sting i broderier, masker i strikketøjet, alle de spor af hende som strøg i et maleri.



Hvor holder en person op og rummet omkring dem begynder? Hendes lugt var der endnu, DNA i børsten. Alle hendes ting. Ingen kan leve uden ting, personligt værktøj. Homo habilis og alt hans habengut.



onsdag den 11. marts 2009

Hold nu min kæft

***
Alle folk siger altid til mig, at jeg skal holde min kæft. Min kone gør det selvfølgelig hele tiden, navnlig når jeg tillader mig en tankeflugt.

Eks. 1
Mig: – Er der lavet en dansk udgave af Mad Max, hvor folk barrikaderer sig i deres landejendomme, og knallert- eller mejetærskerbander hærger oplandet?
– Hold nu kæft.

Eks. 2
Også ved middagsbordet, emnet er min kones pinkode:
Mig: – Den er nem at gætte, man skal bare taste 9999 forskellige tal.
– Ja, siger børnene: 0001, 0002, 0003 ...
– Ja, men det er for kedeligt. Jeg ville bare indtaste tilfældige tal, indtil jeg ramte rigtigt: 6321, 5548, 7113, 8925 ...
Min hustru (himler med øjnene): – Jeg tror, du ville begynde at køre i ring efter et stykke tid.
– Det ved jeg ikke. Man kunne regne det ud matematisk.
– Hold nu kæft.
– Jamen, det er rigtigt. Man kunne regne det ud. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er sandsynlighedsregning.
– Hold nu kæft.
– Må man aldrig give sine tanker vinger heromkring?
Min datter (12): – Far vi taler om det, når mor ikke er her. *)


*) Jeg tror faktisk, dette eksempel afspejler en væsentlig udviklingsbiologisk forskel på mænd og kvinder: kvinder går metodisk frem, ligesom hvis de skal ud at sanke urter, mænd drøner tilfældigt rundt og håber på, at de falder over et dyr, de kan spidde. Jeg må spørge min kone, om ikke det er rigtigt.



I søndags var jeg ovre hos Donzo the Great for at låne videoer, og han bad mig også holde kæft, fordi jeg stillede et spørgsmål midt i hans fortælling om en film.
Mig: – Mener du 'tegneserie' eller 'tegnefilm'?
Ham: – Jeg mente 'tegnefilm'. Hold nu kæft og lad mig tale. Hvor var jeg?
Mig: – Bare tænk på mig som en percussionist. Jeg broderer bare ude i kanterne og skraverer.
Ham: – Jeg er træt. Jeg orker det ikke.

Jeg kunne mærke sveden pible frem i mine armhuler.



I fredags bad Gummi-Arm mig holde kæft – det var over telefonen – fordi han skulle forklare mig, hvad vores redaktør havde fortalt ham til mødet, men jeg havde gættet det og forudså alt, hvad han sagde. Og han fortæller selv de længste historier.
Mig: – Jaja, han vil have Rocky.
Ham: – Han vil have en serie om unge 'hipsters'.
Mig: – Det er det, jeg siger, han vil have Rocky.
Ham: – Hold nu kæft.
Og så fortalte han mig alt det, jeg allerede havde gættet.

Det er anstrengende at være mig.



Men jeg har faktisk overvejet, om jeg ikke burde høre efter, hvad folk siger. F.eks. havde jeg en dybdegående samtale med min kone i lørdags, der endte med at blive helt god, fordi jeg bare lod hende tale. Det er også svært at lære noget, hvis folk ikke føler, man hører efter, når de taler til en. Det gør dem usikre, tror jeg, jeg kender det godt selv. Så gider man da virkelig ikke fortælle folk sin kedelige historie.

Jeg har andre gange prøvet bare at lade folk tale, uden at jeg hele tiden afbryder dem med mine indfald, og det har faktisk givet gode resultater.

Historisk: Jeg tog forbi Pille-Nille for at se, om han var hjemme. Det var han, men 2mason skulle komme, så de kunne arbejde på et remix.
– Gør I bare det, sagde jeg. – Jeg lover at sidde helt stille og ikke sige noget.
Det gjorde jeg så og fyldte 9 sider med glimrende notater. (At holde min kæft er så bemærkelsesværdig en begivenhed, at jeg husker det år efter.) Tavshedsteknikken. Den må jeg tage op en anden gang.

Tak.



PS Jeg har oplevet andre kulturer, hvor det er okay, at folk snakker i munden på hinanden alle sammen hele tiden som én stor familie. Det er mere mig.

Eller også er det virkelig mig, det er galt med.

Tak igen.

***

fredag den 19. december 2008

Repetition

***
Jeg har tænkt over det noget mere, og livet er ikke absurd. Mennesker og andre levende væsener er trods alt tilpasset og udviklet til at bo her på jorden. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man skal dø og ved det, men hvad fanden kan man gøre?

Ret dybt, ikke?


***

tirsdag den 29. april 2008

Den store jæger

Jeg kom hjem i går og sagde til min kone: – Jeg har lavet noget genialt i dag. Og senere ved middagsbordet fortalte jeg hende historien om, hvordan jeg fandt den sorte gaffatape.

– Genialt? sagde hun. Jeg er skuffet. Det er ikke genialt, det er da rent held.
–Held! sagde jeg, held har intet med det at gøre. Hvad med den gang jeg fandt spartelen? (se dén legendariske historie her).
– Det er held, sagde min kone.

– Okay, sagde jeg og tog en dyb indånding. – Lad os nu sige, at vi alle er jægersamlere.
– Jamen, det er vi jo ikke, indvendte børnene.
– Jo vi er, sagde jeg, indeni. Og lad os så sige, at jeg går ud og skyder en mammut eller en bøffel med min bue, jeg selv har strammet og sørger for at holde i god stand. Er det så også held? Nej, det er snilde.

Og i modvinden af deres protester hævede jeg stemmen og udsagde: – Jeg vil ikke angribes på det, der er mine bedste egenskaber. Måske er jeg ikke en stor jæger, men jeg er en stor... hvad hedder "scavenger" på dansk? Ådselæder?
– Jægersamler?
– Nej, det er hunter-gatherer.
– Tingfinder.

– Det er ligesom, hvis jeg går ned på stranden og kommer hjem med et stykke rav, og så siger I: Det er bare held. Men 20.000 mennesker kunne have gået på den strand uden at have set det. Det er øjet der ser.

Og med disse ord fuldstændiggjorde jeg mit argument og slubrede min suppe færdig.

Case closed.

mandag den 28. april 2008

Udfritning over spaghetti med rød sovs – et kammerspil ved spisetid

Min datter spurgte mig: – Far, har du prøvet at ryge hash?

Det var lidt pinligt. Vi sad ved middagsbordet, og en af hendes lillesøsters små veninder spiste med, og min kone var der ikke til at aflede.

– Ja, sagde jeg skamfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi det gjorde alle de andre.
– Ha, sagde hun.



– Ved du ikke, at det er ulovligt.
– Jo.

– Jamen, hvorfor gjorde du det? spurgte hun igen.
– Fordi jeg ville være stor, sagde jeg.
– Pff, hvor barnligt af dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, det var gruppepres



– Hvornår røg du?
– Hvad mener du?
– Hvornår røg du hash første gang?
– Øh, da jeg var 16, tror jeg.

– Har du gjort det mere end én gang?
– Ja.
– Har du røget sammen med mor, mens I ligger i sengen uden tøj på? spurgte hendes lillesøster. *)
– Nej, det tror jeg faktisk aldrig jeg har.

*) Reddet af gong-gong'en. Jeg kunne jo dårligt sige 300.



De ville vide, hvordan det virkede, og så sagde jeg: – Det er ligesom i Tenacious D-filmen.
– Du sad og kiggede børne-tv?
– Det er der masser af folk, der har gjort, sagde jeg. – Jeg har set folk ryge hash og sidde og kigge Bamse & Kylling.
– Har du gjort dét?
– Nej, det har jeg dog aldrig gjort.

Der må være grænser



Min datter kom i sin tid hjem med en sang fra 1. klasse (synges til melodi af Krumme-sangen – Det er så svært at være 11 år...):

Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.

søndag den 6. januar 2008

Civilisationens velsignelser

Jeg så noget af Den sidste mohikaner, da den var på flimmeren sidste måned, fordi jeg godt kan lide det landskab, hvor den blev optaget*), og tænkte på, hvor desperat det må være at blive jagtet gennem et landskab uden at have noget sted at flygte hen – ingen byer, ingen politistationer, ingen bygninger – af nogen, der kan aflæse hver kvist og hvert vendte blad, hvert bøjede græsstrå og se, hvor du er løbet hen, ligesom det skete for Ismanden, der flygtede op og døde i bjergene med en pilespids i skulderen som jaget vildt.



Hvor primalt er det ikke?

*) Jeg troede, det var The Adirondacks, fordi handlingen foregår dér, men faktisk er filmen skudt i North Carolina, opdager jeg nu. Typisk.