Vi har ryddet min mors lejlighed færdig i dag. Skønt at få det overstået. Jeg kunne ikke holde ud, at den bare stod dér med 10.000 tegn på hende, alle de bevægelser hun har lavet, bare sådan en ting som at sætte elastikker rundt om krydderiposerne, sting i broderier, masker i strikketøjet, alle de spor af hende som strøg i et maleri.
Hvor holder en person op og rummet omkring dem begynder? Hendes lugt var der endnu, DNA i børsten. Alle hendes ting. Ingen kan leve uden ting, personligt værktøj. Homo habilis og alt hans habengut.
6 kommentarer:
Det var derfor, Starman var sådan en sød men også sørgelig og fin film: Så flød det der blå lys fra ufo'en ind i huset og videre ind i håret i scrapbogen, og enkens mand genopstod fra DNA'et, men altså bare med en alien indeni (en sød alien godt nok) og altså kun midlertidigt (hence the sadness) - ja, av, hvor gør det ondt, når man husker og savner...
Kramsere til dig,
Jammermand.
En Jysk pige sender dig varme tanker og håber at du snart løber ind i bedre tider!
Også et stort kram til dig fra
Pigen fra Fyn
Og nogen hænger altid på oprydningen. Den må næste generation tage.
Jeg stoler på at du tog rigeligt.
Skal vi dele et rum hos shurgard, MJ?
At dele et rum hos shurgard lyder vagt suggestivt.
Send en kommentar