Jeg skal ikke kunne sige det, men det virker som om, mange af Storm P.'s vittigheder er noget, han har overhørt, eller noget, han forestiller sig, man kunne sige. Det er ikke tale om deciderede gags, meget af det. Der stod et sted, at folk kom op til ham, når han gik tur i Frederiksberg Have, og fortalte ham morsomheder. Mange af tegningerne/Fluerne og Peter & Ping forestiller bare folk, der står og taler sammen.
På den måde er han ligesom Harvey Pekar, hvis serier også bare er hans indre monolog, eller hvordan folk står og taler sammen på gaden. Det giver sagerne en virkelighedsdimension, som jeg godt kan lide. Hæver humoren over klichéerne eller nyhederne.
Gustav Wied skrev i sin erindringsbog, at han, efter han var flyttet til København og ikke kendte nogen og ikke havde nogen penge, plejede at sætte sig ned i Frederiksberg Have og tale med de gamle og lytte til deres historier. Det tror jeg, man kan få en masse ud af, hvis man er sådan anlagt.
Man skal bare antage reporterens perspektiv. Som Seinfeld sagde, lege at man har sit eget talkshow og stille gæsterne spørgsmål for at få tiden til at gå, når man er til cocktailparty.
Men det skal selvfølgelig helst være sjovt.
Min kone tror mig ikke, men jeg er faktisk meget god til denne teknik (med at lytte til folks historier), ulig hende, der altid bare snakker om sig selv og bebrejder mig, at jeg ikke lytter – kan I se dynamækken? (Sådan er det med smukke kvinder: de er vant til et taknemmeligt publikum.)
Eksempel: Jeg talte med en kirkesanger, der synger ved begravelser. Det sørgeligste er ikke de små kister, sagde han, det sørgeligste er, når ingen kommer, når nogen er død i sin lejlighed, og det ikke bliver opdaget før tre måneder efter, når det begynder at dryppe fra underboens loft. Men han synger alligevel, selvom der ikke er andre end ham og den døde.
Og så måtte jeg lære ham, hvordan man bøffer smøger af folk: – Du er nødt til at lave et lille nummer, give en lille song & dance.
– Det er sandt, sagde han og knipsede bittert. Han havde ikke fået, hvor jeg fik. – Der hører en teknik til det her, sagde jeg og inhalerede dybt af den afbrækkede filterende.
Jeg spildte en halv fad ud over mig selv, men det gjorde ikke noget, for det var en lun aften, og familien var på landet. Min sidste flig af frihed, før alverden ramlede ned.
II
Jeg ved ikke, om folk er blevet dårlige til at høre efter, det kan godt værre, men folk er helt sikkert blevet dårligere til at tale. Konversationens ædle kunst, er den helt død? Jeg bilder mig ind, at folk var mere veltalende i gamle dage, fordi de fik deres sprog fra bøger, ikke tv. (Folk, der snakker om, hvad de har set på tv, skulle skydes, undtagen hvis de er medieanalytikere som mig.) Se f.eks. denne sætning fra "De tre Musketerer", en af verdens mest populære bøger:
Uheldigvis er han bedre til Bens end sin Herre, hvilket har til Følge, at han gør os alle sammen tossede i Hovederne, for da han tænker sig, at vi måske kunde falde paa at nægte ham, hvad han forlanger, tager han alt, hvad han har Brug for, uden at spørge sig for.
Læg mærke til, at den bryder af og går en omvej, før den vender tilbage og slår sløjfe på pointen. Den sætning ville aldrig gå på fjernsyn, fordi folk ville glemme, hvor den kom fra, i mellemtiden. Der er sikkert meget mere at sige om det her, men hvad ved jeg, jeg er ikke lingvist eller retoriker. Jeg er bare en ydmyg lille blogskriver, der elsker at se linien komme ud af sin pen.
Opsummering: Var folk mere veltalende i gamle dage? Det må undersøges. De er i hvert fald ikke specielt veltalende idag. (Jeg har ikke andet at basere min teori på end tre sæsoner af "Deadwood" og Mark Twain. Hvis alle folks tale er baseret på kadencerne fra The King James Bible osv.)
