Viser opslag med etiketten surhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten surhed. Vis alle opslag

fredag den 6. januar 2012

fredag den 23. december 2011

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det


I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

onsdag den 7. december 2011

Faktum


Jeg kender en elevator, der altid lugter af sylteeddike.

torsdag den 29. september 2011

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement


Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

søndag den 18. september 2011

mandag den 30. maj 2011

Noget om mig


Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

lørdag den 28. maj 2011

torsdag den 21. april 2011

mandag den 11. april 2011

Ikke synderligt



– Jeg har tænkt på, om mit liv ville blive mærkbart forandret af en hjerneblødning eller en komplet paralyse fra livet og nedad.

Fra diktafonen


Skilsmissekonen sagde: – Jeg blev simpelthen træt af at se på hans sure fjæs hver dag.



fredag den 4. marts 2011

Døren går op (forts.)


Jeg har nu fået at vide, at jeg ikke skal "gå og spille Kong Gulerod" og "hvad med mig selv?" Suk. Det er mærkeligt at få skældud af en kvinde, der ikke er ens kone. Det er i det hele taget mærkeligt at få skældud, når man er voksen, og det ikke er af ens boss, men jeg synes altså ikke, mænd generelt skælder hinanden ud. Jeg mener ikke, det er almindelig omgangsform blandt mænd at skælde hinanden ud. Men nu vil jeg til bunds i denne sag. Som en detektiv vil jeg finde ud af – f.eks. ved at spørge – hvad det er, jeg har gjort, om det så betyder min undergang.

Måske er det noget, jeg fast kunne praktisere?: – Undskyld, hvad har jeg gjort dig?

Der var en kulturformidler forrige uge, der virkede irriteret på mig, og der vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde gjort.



torsdag den 13. januar 2011

Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage


Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!



Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.



  • ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1:
Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)


Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.

torsdag den 23. december 2010

Fremstrakt hånd


I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

lørdag den 16. januar 2010

Picasso tog s'gu ikke opvasken


Min kone tog til fest og bad mig om at gøre rent.


(Indsæt Picassos ansigt her↑.)

– Hvorfor gør du egentlig så meget rent, far?
– Det morer mig overhovedet ikke!
– Behøver du være så sur?
– Vi kan godt bytte, hvis det skal være!

fredag den 15. januar 2010

Prøver jeg at imponere med min livsklogskab?


Jeg mødte min nevø (18) nede på gaden, og han fortalte mig et eller andet om sin kæreste.
– Jaja, de er altid søde i begyndelsen, sagde jeg.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft, hvad rager mit bitre lort ham?



Og så udvekslede vi hotte hiphoptips.

tirsdag den 5. januar 2010

Og så brokker hun sig over, at jeg aldrig er hjemme


Sandheden er, at du gør livet så surt for mig, jeg aldrig gider være derhjemme.

Hvad hedder den film, hvor manden kommer hjem, så brokker konen sig noget mere, og så går han igen?




Det er ikke Odysseen.


- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 17. september 2009

Det gik den dag med

***
Jeg kom til at lave en fejl i dag: jeg sagde til min kone: – Kan du ikke bare helt ærligt ind i mellem påskønne, at jeg indretter mig efter, hvad du godt vil. Jeg mener, at du får det på din måde, kan du ikke bare påskønne dét? *)

*) Det udsprang af en mindre ting: jeg syntes, vi skulle cykle ned til Metroen for at spare tid
– Det sparer
sguda ikke tid.
– Jo, det gør sguda.

Så blev hun sur og skældte mig ud for at skælde hende ud.

Da jeg så mig tilbage, var hun cyklet sin vej.

*

– Det er ingenting, sagde min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner. – Du skulle høre, hvad jeg får at vide fra andre gifte folk.

Han er single, og jo ældre han bliver, desto flere tilbud får han fra sine skilte veninder.

– Sådan er det at være mand. Tiden er på vor side. Jo ældre vi bliver, jo mere bliver der at vælge imellem. Det er lige omvendt for kvinder.
– Men hvordan har I det, spurgte han.
– Vi har vores op- og nedture, sagde jeg, – men der er masser af kærlighed. Vi fejrer sølvbryllup om syv år.

Hver gang jeg ser ham, fremhæver han min kones skønhed.

I mit næste liv, begynder jeg tidligere, sagde han.

*

Hun vil stadig ikke tale med mig. Hun går rundt og mumler halvkvalte eder.
***

lørdag den 12. september 2009

Det er dans, det er sjovt

***
Det er ikke en god dag.

– Du er et dumt svin, sagde min kone. – Du gør kun nar, det er det eneste, du kan finde ud af.

Jeg var kommet til at nævne hendes dans, og det må jeg ikke. Hun har alle dage troet, at jeg var ude efter hendes kreative udtryk, som om det ragede mig en skid.
– Jamen, det er jo dans, det er sjovt! siger jeg.
Men det er det ikke.*)

Jeg har overhovedet ikke gjort nar, jeg har bare nævnt det, Hvorfor skal hun være så skidesur altid.

Nu kan vi ikke stå ude i køkkenet og smøre mad sammen. Der er ikke plads for gnidningerne.

– Ja, og du er en sur kælling, siger jeg. – Hvor interessant tror du, dine små interesser er for andre end dig selv?!

*) – Hvad hvis jeg gjorde nar med din poesi? siger hun. – Men det gør jeg ikke.
– Hvorfor tror du, jeg ikke har vist dig et digt siden 1988? Jeg gider ikke høre på din kritik.
– Der fik du lige vendt den om, hva'?

Vi skal ud i kolo, men nu er kl. 2 (14). Vi kommer aldrig afsted.

* * *
– Hvad skændes I om? spørger børnene.
De ser lidt kede ud af det inde i sofaen.
– Jeres mor tror, jeg gør nar af hendes dans. Hun tror, jeg synes, hendes dans er sjov. Men det er den ikke. Det er en meget alvorlig dans.
***