Og ordnede mine tuber kromatisk

I stedet for at arbejde i dag lagde jeg nyt dækpapir i skufferne.

Tiltrækning og frastødning

Jeg står og maler ved mit arbejdsbord med udsigt over lagunen, men bordpladen er lige i penishøjde, så jeg konstant gnubber mig op ad den, når jeg rigtig går til den, hvilket virker distraherende.

Hvad foregår her?

Hvorfor kommer du herind? siger min datter (15), når jeg kommer ind på hendes værelse.

Jeg gider ikke banke af princip, så jeg pumper dørhåndtaget op og ned, før jeg går ind. (Hvad hedder "jiggle" på dansk?)

Ryd op, siger jeg hver gang. Nogen gange rydder jeg selv nogle ting op fra gulvet. Hvor mange gange skal jeg sige det? Krøllede skolepapirer, undertøj, sangtekster. Et frugtbart vækstlag. Er dét min baby?

Min baby, buhu, buhu, hun vil altid være min lille rundhovede fireårige pige, lige meget hvor skideirriterende hun er. Jeg er så træt af at råbe og skrige.

'30.000 forestillinger og jeg tror ikke du morede dig en eneste gang'

Det lykkedes os at holde to fødselsdage (for det samme barn) uden at tale sammen og uden at koordinere. Vi vidste bare instinktivt, hvad hver især ville gør – fra gaveindkøb til kagebagning.



Ligesom The Sunshine Boys, når de skal sætte deres nummer op (ikke afbildet), eller som her de siamesiske tvillinger i De fortabte børns by.

Helt derude

I stedet for at male gjorde jeg rent.

Alle to

To linier har jeg hørt fra min kone i dag:

– Jeg går i fitness.

– Du skal ikke tage noget af mit tøj med, når du vasker.

Hun svarede ikke på min sms.

Husk at købe skyllemiddel

Min datter (10) beundrede mine røde underbukser. (Note: Jeg tager altid bukserne af, når jeg kommer ind ad døren, ligesom Bukowski).
– Det er også mine yndlings, sagde jeg.
– Det kender jeg godt. Jeg har nogle underbukser, der er helt stive, og så først ved 10-frikvarteret bliver de bløde.
Og så demonstrerede hun, hvordan hun bevægede sig for at blødgøre dem.

Sov dødt

Jeg er ked af, at du går i seng med fornemmelsen af, at jeg er en stor nar.








– Slurrp!

Store gryder

Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.

Mine underbukser er 'for store'

Min kone er holdt op med at vaske mit tøj med.

– Så må du heller ikke bruge det vaskepulver, jeg køber, sagde jeg i dag.

Lad os se hende klare den.

Stop

Når jeg har været på arbejde hele dagen og kommer hjem og laver mad og bager boller og vasker tøj, og min kone så kommer hjem fra kursus og gnider sine baller imod mig og vil have sex, er jeg altså nødt til at sige stop, det gider jeg ikke, hvad regner du mig for?

Modsatrettede indskydelser

Min kone så gerne, at jeg deltog mere i hjemmets rengøring, men det er svært, når man er pisseligeglad.

Når noget nager

I går brugte jeg en time på at skrive til inspektøren for Metropolitan Museum med fotodokumentation for at sige, at der er en fejl på et af deres skilte, mens min kone lavede mad og vaskede.

– Jeg fatter ikke, at du gider, sagde hun



– Når man går op i det, man laver, vil man godt have sånoget at vide, sagde jeg.

Mit med

Min kone er holdt op med at vaske mit tøj.

Jeg kan ikke overskue det, siger hun.

– Skal jeg tage dit med, når jeg vasker mit? spørger jeg.

– Det kan jeg ikke se bliver aktuelt, for du vasker jo ikke.

– Når jeg gør, skal jeg så tage dit med, eller er der særlige hensyn?

Fire gange, må jeg spørge, før hun svarer: – Ja. Det må du godt.



PS Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle brokke mig over min kone offentligt igen, men jeg kommer i så pissedårligt humør, og det er ikke sjovt bare at skrive i sin lille dagbog. Jeg ved ikke, hvad der er mere patetisk.
Det er et hyr.
Ingenting lykkes, og intet bliver bedre.

Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)

Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.

Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.

Som et nyfødt barn, måbende

22:13

Mit problem er, at jeg er en helgen, og jeg simpelthen er forbløffet over mine negative tanker. Det er inkongruensen, den skarpe kontrast mellem stykker af glødende kul mod en snehvid grund. Mit sind er som snemandens ansigt.

Jeg er en engel, der er sendt ned på jorden for at skabe fred blandt mennesker. Og jeg martres og ofrer mig selv, som Jesus. Min godhed bliver min død.

Mine lidelser er for jer. Og hvis I også lider lidt så længe (I få tilbageværende stakler, der har mave til dette), er det kun godt.

Derved hæves det universelle godhedsniveau til alles glæde & stjernernes fryd.

Nu kommer min kone ind og fortæller mig, at jeg skal fjerne skrællerne fra vasken.



En utrolig smuk dans
af kulørte grønsagsstumper
på bunden af min vask


Desuden (for den meget standhaftige læser):
Mit problem er, at jeg er så god som dagen er lang. Jeg synder aldrig. Kun mod mig selv. Jeg forbryder mig kun mod mig selv, for jeg kan ikke få andre til det. Min synd går kun ud over mig, den smule synd. Det er mest bekymringer. Er bekymringer synd? De er i al fald ærgerlige.

Jeg begår virkelig aldrig nogen synder. Jeg er så fucking ren.

Jeg er pletfri ren. Jeg er lavet af stjernemasse.

I øvrigt er jeg ligeglad med synd.

Jeg er et godt menneske. Jeg er god mod andre mennesker. Det eneste, der er galt med mig er mine bekymringer og mit lave selvværd. Mørke skyer over mit krystalblå sind.

Det er skønt at være så god - for min sjæls evige frelses skyld - men det lønner sig ej. Jeg snyder mig selv i stedet for andre. Deraf mit salige smil.

Jeg er frelseren, lyt til mine ord,
Gud er min far, men hvem er min mor?
Et menneskekar, der i mit hjerte bor.
Far, send flere penge,
så skal jeg nok huske at ringe.

Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg

Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Forbier

Sommeren er omme, og jeg har ikke engang fået renset tagrenden.



Jeg har ikke engang fået støvsuget.

Rummet omkring hende uden hende i

Vi har ryddet min mors lejlighed færdig i dag. Skønt at få det overstået. Jeg kunne ikke holde ud, at den bare stod dér med 10.000 tegn på hende, alle de bevægelser hun har lavet, bare sådan en ting som at sætte elastikker rundt om krydderiposerne, sting i broderier, masker i strikketøjet, alle de spor af hende som strøg i et maleri.



Hvor holder en person op og rummet omkring dem begynder? Hendes lugt var der endnu, DNA i børsten. Alle hendes ting. Ingen kan leve uden ting, personligt værktøj. Homo habilis og alt hans habengut.