Viser opslag med etiketten blottelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blottelser. Vis alle opslag

tirsdag den 4. oktober 2011

Spherical harmonics


Jeg var til fest, men endte med bukserne nede om anklerne. Men hvad kan man gøre? Lange t-shirts.

mandag den 25. januar 2010

Jeg frøs ad helvede til på cyklen


Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

onsdag den 19. december 2007

Nyt møde i Litterær Kreds

Der har nu været afholdt to officielle møder i Litterær Kreds, et stiftende og et efterfølgende, og det har bestemt været givende, selvom det også er irriterende at blive kritiseret. På den anden side, kan man sige, er det jo stadigvæk en selv, det handler om, så bare fokus forbliver dér.

Et andet resultat er, at jeg sidst tænkte: Hvad fanden skriver jeg egentlig for? Hvad skal man egentlig skrive for? De spurgte, hvad det var jeg ville med det, og jeg kunne ikke svare.
Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske have nogen til at læse det. Er det ikke godt nok?

Der er også tale om en vis blottelse.
Jeg var aldeles agiteret, fordi jeg skulle præsentere noget intimt, personligt og hudløst (som man siger). Det gode var, at de sad målløse i lang tid efter, at jeg havde læst min tekst op (meget snedigt kamufleret som knækprosa), før de selvfølgelig begyndte at knæppe de berømte fluer.*)

Nu ved jeg til gengæld ikke, hvad jeg skal komme med næste gang, for den bliver svær at stikke.

Jeg har røbet for mine kredskolleger, at jeg skriver en hemmelig blog, fordi jeg havde lyst til at sige det til nogen (andre end 2mason) og for at få det til at se ud af noget, mine skriverier, men ikke sagt hvad den hedder – information, som De, kære læser, er privilegeret indehaver af.


*) Jeg kunne redigere første kapitel af min humoristiske roman, men jeg har ikke lyst til, at nogen skal se den, før den er færdig. Den skal bevare skæret af mystik, til den er hakket groft ud & ned.

mandag den 29. januar 2007

Terapi er fedt

Det er fedt at gå i terapi. Man kan sige lige hvad min vil, og terapeuten er nødt til at lytte til det.

Første gang jeg skulle til terpai, havde jeg det ligesom jeg skulle til en luder: Jeg skulle ind et sted og blotte mig og betale.

Jeg ville gå i terapi hele tiden, hvis det ikke var fordi, det var så skidedyrt.*)
Jeg ville sikkert også gå til luder hele tiden, hvis det ikke var fordi dét var så skidedyrt. Mao. terapi er en luksus, jeg ikke under mig selv, når jeg ikke har det værre end jeg har det.

Det er godt nok nogen år siden efterhånden, jeg var i terapi (altså for mig selv, ikke parterapi, som jeg også har gennemgået et forløb til halvanden af), men jeg mindes det varmt. Min terapeut – thi jeg havde ikke råd til en rigtig psykolog, og hende her havde min bror anbefalet – var pensioneret tjenestekvinde indenfor kriminalforsorgen, og hun var i øvrigt meget god, når det drejede sig om afhængighed af stoffer, hvilket jo ikke var mit problem. Hun lignede Elsa Gress. Jeg husker endnu, hvordan hendes lange perlekæde havde det med at hægte sig fast nede om det ene bryst. Det værste var, når hun begyndte at fortælle noget fra sit eget liv, så flakkede mit indre blik straks nervøst hen mod taxametret. – Hey, hvad med mig og min forkvaklede seksualitet? Kan vi ikke tale lidt om den i stedet for? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget. Det måtte man bære over med. Ellers var hun såmænd udmærket, og hun fik afklaret nogle misforståelser jeg havde gået med i årevis.
Det er måske noget af det bedste der kan komme ud af det: At man får et virkelighedstjek på sine tanker og forestillinger, ligesom det gælder i så mange andre sammenhænge, hvor ens forventninger eller frygt måske ikke stemmer overens med realiteterne.

En anden dag vil jeg gøre rede for min tid i parterapi, jeg skal bare have det til at lyde morsomt først.


*) Er der nogen derude, der giver discountterapi til blokerede klynkekunstnere? Jeg er en glimrende patient, meget medgørlig.