Viser opslag med etiketten Den store Buke-booze. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den store Buke-booze. Vis alle opslag

mandag den 21. november 2011

Når solen går ud for mine dage


Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.



tirsdag den 19. april 2011

Et ærligt forsøg


Min far ville skrive digte, så jeg gav ham en sen Bukowski.
– Her far, sagde jeg, – han var en gammel fyr som dig. Bare skriv om dit liv.

Et par dage efter fik jeg en mail med hans første forsøg, der sluttede: "og så tog jeg hende med de store patter". *)

Far, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Fortsæt endelig, jeg er bare ikke sikker på, at det er for mig.


*) Hele sætningen var: "Jeg havde en smuk, intelligent kvinde og tre dejlige drenge, og så tog jeg hende med de store patter."


mandag den 18. april 2011

Jeg besværer mig med at skrive det ned i stedet for at gå og råbe som en idiot


"Hold din kæft og skriv lortet ned i stedet for."
– Charles Bukowski


Hvem er ham der lugter af pis?
Min skide underbo

Unge danskere med for meget sprut
ud af røven og for lidt værdier

Det bliver ikke bedre af at bande, gamle mand
Du er stadig for blød

Jeg er stadig for gammel til at lytte
til dig og dine venner

Hvor er min fucking forlægger?

Forårssolen rammer mig lavt i
øjnene mens jeg timelapser
mig selv i tre timer
kogt ned til 18 sekunder.


(After reading
The People Look Like Flowers at Last)

søndag den 17. april 2011

Husk at købe skyllemiddel


Min datter (10) beundrede mine røde underbukser. (Note: Jeg tager altid bukserne af, når jeg kommer ind ad døren, ligesom Bukowski).
– Det er også mine yndlings, sagde jeg.
– Det kender jeg godt. Jeg har nogle underbukser, der er helt stive, og så først ved 10-frikvarteret bliver de bløde.
Og så demonstrerede hun, hvordan hun bevægede sig for at blødgøre dem.



torsdag den 14. april 2011

Perlende frisk


Bukowski på radioen er forbavsende ung og drenget.
Jeg har aldrig hørt hans stemme før.
Ikke på den måde.

Nu vil jeg høre hele pladen.


Bukowski: Hostage, Part 2 (1980).
"The trouble with these people is that their cities have never been bombed and their mothers have never been told to shut up."

fredag den 8. april 2011

Ingen vej hjem


Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

torsdag den 12. juni 2008

Dagens instruktive læresætning

**
Billedet her viser, at tekst er nemmere at læse, når der er billeder til.

Husk det.



Bukowski er min helt. Jeg kunne ikke lide ham i firserne, jeg læste ham ikke, fordi alle andre gjorde det, og jeg synes, han blev romantiseret med alt det druk og ludere. Men han er god at læse, fordi han fortæller historier. Jeg kan læse en hel digtsamling af ham i rap, og det er uhørt. Hvornår kan man ellers det?

Det klædte ham at blive en gammel mand.

***

torsdag den 29. maj 2008

Hjerneskadet af for meget konkret digtning


Jeg kunne skrive 10 knaldromaner i den tid det tager mig at skrive én konkret digtsamling (der vil tage landet med storm), og jeg kan ikke engang lide konkrete digte.

Jeg er mere til det pikareske, når det kommer til stykket, fordi det er mere udfarende end at sidde og hviske og tiske og sleske med små ord og afskygninger.

Jeg er mere til det pikareske
end ord der skal måles med en teske,
og ikke af de toppede,
for så bliver de poppede.

Jeg ville hellere skrive De tre Musketerer,
for den er sjov,
end ord der skal trues med geværer
for at lette sig og pænt spørger om lov.

Jeg vil hellere have det hvide snit
end skrive ét til konkret afsnit.

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner
og tjene nogen bananer
i stedet for at være en konkret fedtemikkel,
der ikke får en shekel.

Konkret digtning er en blindgyde,
som Bukowski sagde,
før han lagde hovedet tilbage
og lavede gurglelyde.

Men hvad kan man gøre, det er bare at gå til den
og håbe man lander på sine ben.
At give den et nyk til
og skrive et par stk. til.

Jeg vil derfor fortsætte at hamre panden mod den konkrete mur,
før jeg bliver sur.

Konkret digtning er noget ørl.
Jeg vil hellere kigge på videoer af naked girls
på trampoliner
,
der hopper mens de griner.

Min hjerne er blevet til mos
og min humor studentikos.
Jeg vil derfor takke pænt for i aften
og gå hjem til sveskesaften.

tirsdag den 27. februar 2007

Fucking Lexmark

Det har været den værste dag. Først var jeg hos tandlægen og få udskiftet to plomber.
Resten af dagen gik med at prøve at få min printer derhjemme til at virke, efter jeg havde købt to patroner til den til en samlet værdi af kr. 428. Det er dobbelt så meget som printeren kostede. Hvor dum kan man være?
Køb aldrig en Lexmark Z515, den dårligste, usleste printer der findes, som jeg kun købte af uudgrundelig nærighed.

Jeg har det kedeligste job for tiden, jeg nogensinde har haft i mit liv. Jeg overvejer selvmord som en rationel udvej. Jeg kan dårligt holde mine øjne åbne.
Alt er galt.
Endnu en dag skudt i hovedet (for at parafrasere Onkel Buke). Endnu en udskidt dag.

Jeg tager patronerne tilbage og køber en helt ny printer i stedet for at smide flere penge ned i det her sorte hul.



Video med et fjols og hans printer (link).