Hjerneskadet af for meget konkret digtning

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner i den tid det tager mig at skrive én konkret digtsamling (der vil tage landet med storm), og jeg kan ikke engang lide konkrete digte.

Jeg er mere til det pikareske, når det kommer til stykket, fordi det er mere udfarende end at sidde og hviske og tiske og sleske med små ord og afskygninger.

Jeg er mere til det pikareske
end ord der skal måles med en teske,
og ikke af de toppede,
for så bliver de poppede.

Jeg ville hellere skrive De tre Musketerer,
for den er sjov,
end ord der skal trues med geværer
for at lette sig og pænt spørger om lov.

Jeg vil hellere have det hvide snit
end skrive ét til konkret afsnit.

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner
og tjene nogen bananer
i stedet for at være en konkret fedtemikkel,
der ikke får en shekel.

Konkret digtning er en blindgyde,
som Bukowski sagde,
før han lagde hovedet tilbage
og lavede gurglelyde.

Men hvad kan man gøre, det er bare at gå til den
og håbe man lander på sine ben.
At give den et nyk til
og skrive et par stk. til.

Jeg vil derfor fortsætte at hamre panden mod den konkrete mur,
før jeg bliver sur.

Konkret digtning er noget ørl.
Jeg vil hellere kigge på videoer af naked girls
på trampoliner,
der hopper mens de griner.

Min hjerne er blevet til mos
og min humor studentikos.
Jeg vil derfor takke pænt for i aften
og gå hjem til sveskesaften.