Der er et gammelt ægtepar overfor, der har boet her altid, og de er enormt søde og sjove, når man møder dem på gaden, men jeg nægter at vinke til dem, når de står ude på deres altan, og jeg sidder inde i min stue, som nu.*)Jeg tænker på dem som kvarterets sjæl.
*) Ikke fordi de vinker til mig, men jeg havde det som om der var øjenkontakt på tværs af gaden lige før. Og så er jeg nærsynet. De vidste, hvor jeg boede, før jeg havde mødt dem.
PS Jeg synes, det er meget rart, når man ser gamle ægtepar gå med hinanden i hånden på gaden, og så tænker jeg: Er det noget, der kommer til at ske for mig til den tid?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar