Entonetema

Jeg falder i den samme fælde hver dag.

Det er de samme ting jeg ikke gør hver dag.

I morgen bekymrer jeg mig om de samme ting igen.

Alt det jeg ikke får gjort.

Hvordan jeg ikke kan komme op og afsted.

Hvordan en lille smule medgang i en ung alder kunne have gjort en stor forskel.

For 14 år siden sagde jeg: – Det ville være rart med en smule anerkendelse.

Nu har jeg 2 børn.
Jeg havde ikke fået mere anerkendelse uden dem. I det mindste er de et synligt resultat af at tingene går frem, at tiden går.

Jeg elsker dem mere end mig selv.

Jeg er dybest set ikke engang så utilfreds med mig selv, kun noget af mig selv, og den del af mig selv der er utilfreds med mig selv.

– Jeg er den del af dig selv, der er utilfreds med dig selv, springer den frem og siger. – Selvgode svin.

– Åh hold kæft, hvorfor kan jeg aldrig være tilfreds?

Fordi jeg har gjort en kult ud af at være utilfreds?

Hvad med at gøre en kult ud af smøge ærmerne op? Det tror jeg ikke. Jeg kunne smøge ærmerne op hele dagen, og det ville ikke gøre en skid forskel. Faktisk kan jeg få hele dagen til at gå med at smøge ærmerne op. Jeg har selvopsmøgelige ærmer (note til selv: udtag patent).

En behagelig øvelse er at lytte til stemmerne i sit hoved. Det kan ikke være værre end hvad jeg lytter til nu: Morton Feldman – For Philip Guston.

Minimalisme – er det ikke det det er? – jeg lærer aldrig at forstå det.