Der var en fyr, jeg kan ikke huske hvad han hedder mere, der malede det ene dårlige kubistiske bilede efter det andet. Dusinvis af dem, de så næsten helt ens ud. Jeg tror han var psykotisk. Ingen kunne tale med ham. Han kom ind på Hunter College’s Master’s Program, fordi de troede det var ironi, det han lavede. Det irriterede mig enormt meget, fordi jeg ikke kom ind, og jeg var oprigtig. Men det var også noget lort jeg sendte ind. Jeg kan ikke skrive en ansøgning.
Jeg skulle have søgt ind på Brooklyn College, hvor Pearlstein underviste, men jeg var en snob og ville ikke forlade Manhattan af princip. Det har jeg fortrudt lige siden. Jeg ville skidegerne have haft en MFA fra Brooklyn College (det er selvfølgelig heller ikke sikkert de ville have haft mig – jeg går bare ud fra, det ville være nemmere, fordi det var Brooklyn).
Jeg var oppe at kigge på, hvad der skete på Hunter, fordi jeg kendte en deroppe. De havde nogen gode atelierer. Ved elevudstillingen var der en elev (hankøn), der kravlede op under loftsbjælkerne og satte sig til at onanere som en abe. Matthew Barney var på mode det år.
Så det var nok ikke stedet for malerisk realisme.
tirsdag den 20. maj 2008
Ironien er død – nej, jeg mener det ikke
Etiketter:
afslag,
erindringer,
evige ærgrelser,
fortrydelser,
fri onani,
malerkunst,
Nevørk,
uddannelsessystemet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar