98% af alt, hvad jeg siger, er de værste klichéer. En del oversætter jeg fra engelsk, så de er lidt friskere. Jeg er en peppy sprogfilur.
Dagens tal er:

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det










Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
IDEER: Når mit snørebånd går op, Jeg kigger på himlen – den er blå, Hvad laver de nu for ballade i Folketinget?, Godt vi har vores gode humør, Hvor var du da jeg var ensom?, Jeg gi’r den hele armen, Tryk sømmet i bund, Jeg rejser med charter ned hvor peberet gror, Du er den eneste for mig og jeg er alt hvad jeg har, Er det ikke det vi har hinanden til?, Keld Heick er min gud – jeg vil også have tatoveret eyeliner på osv.
Kender du det? Her er hvor dum, jeg er: Jeg sad og lyttede til WFMU, da der pludselig dukkede dansktopsang op midt i musikken. Hvor avantgardistisk, tænkte jeg, og så var det bare fordi jeg var inde på Hildorfs MySpace-side, der spillede af sig selv oven i det andet. Døh! Men det var meget fedt. Jeg har hørt værre, også dér på stationen. Man ved aldrig, hvad man skal tro med kunstmusik.

Min kone ude fra køkkenet: – Har vi ikke mere parmesanost? … Nåja.
Jeg er et stort host
skramle
åndssvagt
mikrofonhvin
to til herovre
Min ven Bondage Bob




Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Jeg kan ikke blive ved at gå rundt sådan her for følelsesmæssigt lud og koldt vand trædende eksistentielt dødvande.
Min mors svulster er vokset igen. Den sidste behandling virkede ikke, ligesom den forrige heller ikke gjorde det. Jeg tager med hende til samtale i morgen.
Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.
Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)
Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?