Viser opslag med etiketten psykisk voldtægt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten psykisk voldtægt. Vis alle opslag

torsdag den 24. marts 2011

Jeg skulle ikke have prøvet at lave noget i dag


I dag har jeg taget mere maling af, end jeg har lagt på. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Min hjerne trænger til et langt brusebad.

Det har jeg aldrig prøvet før: at græde, mens jeg malede. Alt er værre nu.



fredag den 24. december 2010

Gennem alle årene


16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.

lørdag den 13. februar 2010

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv


Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.


*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.



onsdag den 29. april 2009

Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.



BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)
Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE
Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG
Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE
Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG
Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?


(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE
Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)
***

onsdag den 7. maj 2008

Uddrag

Min kone siger, at jeg er "verbalt voldsom".

Hun spørger, om jeg har "nogen selvindsigt overhovedet".



Note: Nu hvor jeg tænker efter, tror jeg faktisk, at hun med selvindsigt mener at se tingene fra hendes side.

lørdag den 12. april 2008

Forts.

Min kone siger, at hun føler sig som et psykisk voldsoffer.

– Farvel Nora, havde jeg lyst til at sige, da hun gik ud af døren.

Det sidste hun sagde, før hun gik, var: – Vi ringes ved.

Vi ringes ved! Hun hører ikke fra mig med mindre huset brænder ned.

mandag den 30. april 2007

Psykisk voldtægt

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."

Intensiteten af samtalen steg og faldt, og hun blev ved med at vende tilbage til det samme, men da var jeg holdt op med at høre efter.