I dag har jeg taget mere maling af, end jeg har lagt på. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Min hjerne trænger til et langt brusebad.
Det har jeg aldrig prøvet før: at græde, mens jeg malede. Alt er værre nu.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.
Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.
Du gør det ikke nemt at elske dig.
Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...
HENDEJeg kan ikke have, du hidser dig op.
Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?(Jeg vender mig og begynder at gå.)
Går du, midt mens vi står og taler?
Jeg går videre i programmet.

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."