Viser opslag med etiketten knæk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten knæk. Vis alle opslag

mandag den 3. oktober 2011

Ikke bare det, men…


Det er utroligt, snørebånd kan være så ens, at de knækker inden for en uge af hinanden.

Skrev jeg, før jeg gik hjem, hvor jeg skrev:

Nu er min anden fortand også gået i stykker. Jeg fik lige den første repareret sidste uge. $$$, og jeg har et bryllup næste uge.



fredag den 8. april 2011

Hævede stemmer


Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.



onsdag den 28. juli 2010

Psychlo


Min cykelnøgle er knækket, og jeg kan ikke finde reserven.

Nu kører jeg rundt på min mors gamle cykel. Knæene går op over styret, og jeg ser op, når gråhårede damer overhaler mig.



Jeg er også begyndt at gå rundt med hendes tøj på og paryk.

mandag den 21. juni 2010

Beskeden, omend magtpåliggende observation om mine nærmeste omgivelser


Lokummet har fået sørgebind på. Brættet er knækket, og ellers niver det mig i røven, når jeg rejser mig op.


Jeg er til eg. Giv mig et godt bræt af eg. Kirsebærtræ er også godt. Eller valnød. En god, hård sort. Jeg kan leve med ask.

mandag den 14. juni 2010

Jeg har ikke overskud til, at der går noget galt


Min cykelnøgle brækkede af i låsen.


Den ligner et omvendt kranium.

Faktisk nåede den ikke engang ind i låsen, jeg kunne bøje den af mellem fingrene som Uri Geller. Hvem finder på at sælge sådan noget lort?

Og jeg har ikke overskud til at gennemgå 30 flyttekasser for at finde min reservenøgle.

Prøv lige at se, hvordan pedalerne ser ud:



Jeg vidste, jeg aldrig skulle have købt den cykel. Fra første prøvetur.*) Men så havde jeg lagt depositum. Jeg hader at tage en dårlig beslutning, og jeg kan ikke lægge noget bag mig.


*) Fodbremse?!


torsdag den 21. januar 2010

Det var som man kunne regne med


De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

lørdag den 21. februar 2009

Lige når man tror, noget er en lille smule godt, kræver det den største koncentration af alle

***
Mit ægteskab er en optimistjolle på et lavahav (med en bund af asbest), og vi æder hinanden af sult.

Eller også er det en prop, der er stukket ned i en flaske rødvin, da den knak.

Eller også er det Apollo 13, og der er ikke mere gaffa.

Eller også er det en ismand i en ørken, og kamelen er død.

Eller også er det et marionetdilettantteater, og vi er kvalt i snorene.

Eller også er det Apache-tortur med honning og myrer, og jeg kan dårligt vrikke med tæerne.

Eller også er det godt, bare jeg ikke siger noget.

Eller også er det spiddet for enden af en gaffel og uspist på tallerkenen ved enden af festen.

Eller også er det et karneval, hvor masken sidder fast.

Eller også er det en smeltet iglo eller en våd gipsplade eller en papkasse uden bund eller et musecirkus uden ost eller en russisk roman uden storhed eller sort sne eller en sauna uden dør eller et blinkende lysstofrør på en lang gang eller en tohovedet kæmpe med en kølle i hver hånd eller en sort gryde eller en træhest til ridning på livets landevej eller en rustet balje til blomster eller en skovtur i regnen eller en levende begravelse eller et druknet orkester eller et sammenstyrtet hus uden kælder eller et stoppet lokum uden svupper eller en døv dans på glasskår, når alle er gået og sirenen har lydt.
***

torsdag den 29. november 2007

Et sørgeligt flop

Jeg skændtes med min kone i morges og flippede ud.

Jeg skal lave en masse arbejde, men har ikke fået lavet en skid (mindre end en 12.-del). Jeg sidder bare og pisser den af.

Vi taler aldrig sammen. Hvis vi talte sammen, kunne vi ikke bo sammen. I den forstand at vi sagde hvad vi tænkte. Jeg bider mig selv i tungen dagen lang.

Kan faren ikke også få en række faste månedlige dage, hvor det er i orden at være så ondskabsfuld og led og irritabel, man har lyst til, og ingen må sige noget til det?

Et skud hagl i øret ville ikke være af vejen nu.

Jeg kan ikke bære mig selv.
Det er arbejdet. Arbejdet har knækket mig og stampet mit lyse sind ud.
Jeg er en knækket mand.