Viser opslag med etiketten utilstrækkelighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten utilstrækkelighed. Vis alle opslag

tirsdag den 29. marts 2011

Undervandsmaleri


Jeg har på det sidste haft en stor trang til at fylde mit hoved med natur. Ikke mere andenhånds, men den ægte vare. I mine unge dage snorklede jeg over et koralrev og fyldte mit hoved med det billede. Det må jeg male, tænkte jeg, men jeg kunne ikke finde ud af det. Nu trænger jeg til at stikke mit hoved i noget lignende igen, men det nærmeste jeg har er bedet under vinduet, hvor man nogle gange finder fuglekranier. Måske sætter jeg mig ind i palmehuset i Botanisk Have, hvor der er så godt at sove på bænken eller skrive poesi.



PS Her er en type (ved navn Alfonso Cruz), der dykker ned under vandet og maler malerier dernede. De ser ræ'rlige ud selvfølgelig, men derfor kan ideen jo være god nok. Godt man ikke tænkte på det først. Jeg havde bare tænkt mig at gøre det i badekarret.



torsdag den 24. marts 2011

Jeg føler mig ikke elsket nok


Er der nogen, der elsker mig?

Deltag i min læserrundspørge t.v.



lørdag den 12. februar 2011

Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)


Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.

Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.



tirsdag den 4. januar 2011

Det kan der være noget om


Endelig efter 20 års ægteskab har min kone købt mig en ring.


Mine stakkels vinterhærgede fingre.

Og så er den for stor, og jeg gider ikke bytte den.


Via LOVEGIFS

Den er som en storetåring. Hvis det var mig, der gav en ring, ville jeg synes, det var pinligt, hvis den ikke passede, og strenge mig an for at ramme rigtigt. Ved hun ikke, hvem jeg er?

Min mor gav mig altid trøjer i str. medium, selvom jeg er en XXL lang, men det her er anderledes.

torsdag den 5. februar 2009

Far out

***
Min kone og jeg taler ikke sammen. Vi skændes om morgenen, og når hun kommer hjem om aftenen lader hun som om, intet er hændt. Og jeg er skidesur hele tiden. Jeg går for følelsesmæssigt lud og koldt vand her. Jeg kan ikke tage presset mere.
Hvor kærlighedsløst kan et ægteskab være? Sikkert mere end det her. Det er ikke værd at finde ud af.

I morges var jeg ved at sms’e hende og sige: Jeg savner dig, og noget andet jeg har glemt nu. Jeg ville ønske, jeg kunne huske det, det var dybfølt.

I aftes sagde hun et eller andet til børnene om "jeg havde en kæreste det…", og det irriterer mig. Hendes gamle kærester rager mig en skid, hvis jeg får kærlighed nok, men hvis jeg ikke gør, bliver jeg bitter ved tanken om, hvor hengiven hun ville være ved andre, hun kunne være mindre sikker på, når hun var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er gammel og udtrådt. Hun hører mig ikke, hun ser mig ikke, jeg er bare baggrundsstøj.

Hvor gammel skal man være, før det hele er for sent? Rundt regnet nu, når helbredet skrider og man ikke har nogen prospekter til andet end mere af det samme.

Man har kun det ene liv, og mit er tabt på gulvet. Intet har jeg udrettet, intet er jeg blevet til, og det, der er allervigtigst for mig, negligerer jeg. Mine børn er snart så store, at de ikke gider at have noget at gøre med mig mere, og i mellemtiden ignorerer jeg dem, så godt jeg kan.

Jeg er en utilstrækkelig, ufuldbyrdet gammel nar og far.

Hvor er det hele sørgeligt, jeg burde gå på bar, for jeg har intet svar.
***

søndag den 1. februar 2009

Omme – prokreationsmæssigt en relativ succes

***
Tænk at jeg ikke skal have flere børn. Det er ikke fordi, det gør noget, men tænk at det er omme.*)

Jeg kunne godt lide, da min kone var gravid. Hun siger altid, at jeg ikke var der for hende, men det er ikke rigtigt (jeg skal bare ikke have lov til at tro, at jeg nogensinde gør noget godt nok).

Jeg kunne godt lide hende, og jeg kunne godt lide, at hun var gravid.

Så følte jeg rigtigt, at jeg levede.


*) Det er ikke det samme som, at jeg vil have klippet lederne, som min kone foreslår. Man ved aldrig.



UDVANDET MIRAKELBREGREB
Min svigerinde, socialdemokraten, siger, at børn er mirakler, men jeg siger, børn er det mest almindelige. Hvis hvert barn skulle være et mirakel, synes jeg, det er at devaluere begrebet lidt. I øvrigt tror jeg ikke på mirakler. Jeg er imod dem. Vis mig et, så skal jeg tage stilling til det. Mirakler er for vanvittige og forvirrede personer.



Det hele kom sig af, at jeg så Control, om Joy Division-forsangeren Ian Curtis, der begik selvmord. God film. Smuk sort-hvid. (I øvrigt var min svigerinde i sin tid en stor Joy Division-fan.*) Mig sagde de aldrig rigtigt noget. Jeg synes, det var for selvmedlidende, ligesom The Smiths, bare mere mumlende.)

*) I dag lytter hun til Seal og Lisa Ekdahl, sånoget.)



UPDATE 1: Control fik mig til at tænke på John Lennons første kone, Julians mor, som han giftede sig med så tidligt. Hende har man altid bare tænkt på som et bump på hans vej mod tinderne. Men at forlade sin unge kone og sit lille barn er jo ikke nogen lille ting, som denne film så godt viser. Tydeligt at den er bygget over enkens bog.

UPDATE 2: Det fik mig igen til at tænke på Ang Lees Lust, Caution, der også tager det kvindelige perspektiv. Der har været masser af kvindelige agenter før på film, der har sovet med mænd for at få informationer ud af dem, men man har aldrig vist det fra deres side før.




LIGE NU: Min datter græder over sine matematikopgaver, og jeg sidder bare her og skriver.

***

lørdag den 27. december 2008

Ufri ferie

***
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.

I dag stod min datter (8) og så på mig, mens jeg forsøgte at arbejde, og sagde:
– Hvordan kan du holde ud at lave alt det?
– Det kan jeg heller ikke, sagde jeg.
Hvor nedslående.*)

Julens højdepunkt kom, da vi lavede electric boogie rundt om juletræet (man holder hinanden i hænderne og sender den elektriske impuls rundt på bølgemanér) og derved til dels opfyldte min bøn fra sidste år om nye trin til juletræsdans.

Nu er familien gået i biografen uden mig.
– Jeg kan ikke sidde der og slappe af, sagde jeg.
– Jamen, du tager jo aldrig med i biografen, sagde de. – I julen er det meningen, man skal lave ting sammen hele familien.



*) Det er ydmygende ikke at kunne foregå sine børn med et godt eksempel. Jeg har det som faren i Cykeltyven.
Hvis jeg ikke passer på, ender jeg som min far: mageligt anlagt og ufuldbyrdet.

***

torsdag den 22. maj 2008

Posttraumatisk sparkerefleks

Min kone sagde noget klogt i går (da hun var færdig med at kommentere Ronaldos nuttethed og hår). Hun sagde: – Det er utroligt hårdt med straffesparkskonkurrence, for pludselig er fokus ikke længere på ham der kan (score mål), men på ham der ikke kan (score mål).

– Bortset fra målmanden, sagde jeg. – Han kan jo (redde mål -red.).

Jeg tænkte over det igen i morges, da jeg vågnede: Hvor er hun dog klog.

Og så undskyldte jeg for at have sparket hende i røven med låret i nat i søvne, fordi jeg drømte jeg spillede fodbold. Jeg vågnede af det, det gjorde hun ikke. Til gengæld vågnede hun af den albue jeg gav hende i hovedet (det husker jeg ikke noget om).