Viser opslag med etiketten ude at luftes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ude at luftes. Vis alle opslag

lørdag den 10. september 2011

Høloftet


Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.

Højloftet.

En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.

Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.

Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.

En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.

Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.

mandag den 25. januar 2010

Jeg frøs ad helvede til på cyklen


Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

fredag den 18. december 2009

Topmøde – vil en aftale komme i stand mellem de stridende parter?

***
Jeg havde aftalt at mødes med min kone til en klimakoncert (det var en gammel aftale, og så i forgårs spurgte hun mig: – Har du noget mod at passe Petras tre børn, mens vi tager til klimakoncert? – Det troede jeg vi sku'!), og jeg tænkte: måske kan dette forene os, at vi laver noget sammen, men da jeg kom derhen, ville hun ikke tale med mig, hun talte kun med sine venner. Da jeg prøvede at kysse hende, drejede hun hovedet. Det var pinligt.


***

fredag den 6. november 2009

Fri dag

***
Væk med jer, sagde jeg og smed min kvarte tistyks og lighteren over skulderen i Viborggade. Nordhavn, perron: Hvor er mit tog? Der står ikke noget på skærmen. Hjem og kaste op efter rystetur i Radiobilerne, synke ved hver hård opbremsning.

Nu er jeg bare træt og tilbage, efter at have set mig selv udefra og moret mig over at være anderledes, end jeg plejer, ligesom at lytte efter sin stemme, når man har råbt sig hæs, som åndelig helium.
– Du burde drikke noget oftere, sagde min kone, – du bliver så afslappet.
Jeg er bare glad og taknemmelig for at være i live.
Lakridsrodssnaps.
***

onsdag den 7. oktober 2009

MJ på scenen

***
Jeg var ude at læse tekster fra MJ højt i al hemmelighed.

En poesiarrangør bookede mig med det samme.

– Men du har jo ikke hørt det endnu, sagde jeg.

– Jeg er alkoholiker, sagde han. – Jeg blev engang ramt af en bil.

– Jeg har haft tuberkulose to gange, leverbetændelse og meningitis, det var derfor, jeg rejste hjem, sagde en digter.

Han har cv'et i orden. Blod på hovedpuden, så er den hjemme.

De lækre damer kunne godt lide mine digte, selvom jeg lød som Dan Turell i starten.

En flok hippier, der læser højt for hinanden. Ingen kan holde kæft længe nok, til det bliver deres egen tur. En støttegruppe for tosser. Det laveste trin på underholdningsstigen under standup og striptease.


Se også her:

Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

søndag den 20. september 2009

Roland Stinkfod-massakren

***
S-tog & sidste dag på havnen

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: at være omgivet af unge mennesker eller gamle mennesker. De unge mennesker larmer mere, men de gamle ryger flere cerutter.

De gamle larmer også: – Hvorfor er her ikke et jazzorkester? (illuderer lyden af en trompet á la frøen Kaj).

Vil nutidens unge også sidde sådan en dag: – Hvorfor er her ikke noget tekno? Dumf-dumf-dumf-dumf! og poppe K og forskellige veterinære bedøvelsesmidler, mens alle andre folk er på noget genmodificeret?

Og det er hvis man er heldig – at leve længe nok til at se dét. Du store! Det er da godt at have noget at se frem til.


PS Og 80-årige human beatboxes og pensionister, der spiller luftguitar.


Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

søndag den 5. juli 2009

Gået i stok

***
Med forsinkelse, fordi min nabos hackede netværk hakker. Tilgiv mig.

Én dag alene uden min kone og mine børn og jeg vender tilbage til min naturlige tilstand: går i seng kl. 3 står op kl. 11, æder rester, tvinger mig selv til at lave noget arbejde, maler et billede færdig og hærger et andet og tager hen og hører Gummiarm og hans klezmerband (spilder en halv liter øl ud over mig selv, river filteret af en smøg, imponerer folk med mine historier, indtil jeg kommer i tvivl, om de hører efter, sidder fast i en Metro [nattakster, pfui!], tager den forkerte rute og venter på tre forskellige stationer, før jeg endelig kommer hjem til min overophedede hytte). Alt i alt en velafrundet dag, af den slags jeg selv ville vælge. Der er altid sjovere i Kbh., når der er Roskilde Festival.
***

fredag den 17. april 2009

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***

onsdag den 8. april 2009

Centret

***
Jeg har det som en skuespiller i en ekspressionistisk stumfilm, nu jeg er gået ud blandt mennesker. Kan de se, hvor galt fat det står til med mig inde i mit hoved?

Min stemme runger hult. Ingen griner ad mine vittigheder. I butikkerne kigger de mærkeligt på mig. Er det mig, det er galt med?

I sådanne situationer er det godt at klæde sig behørigt på i en skinnende, perfekt rustning. Hvis man er fiks i tøjet, har man det bedre. I dag skulle det ikke være ekstravagant, ikke noget storblomstret, bare noget diskret. Jeg er lurvet.

Jeg smuttede ind på biblioteket og stjal en kuglepen for at skrive disse ord. Måske burde jeg få mig en iPhone ligesom ham overfor.
***

mandag den 8. december 2008

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***

fredag den 21. november 2008

Takt


***
Der var en bitter stemme i mit hoved, der holdt mund i næsten to uger.
***

søndag den 13. juli 2008

Jeg skulle have ladet cyklen stå


Jeres udsendte medarbejder kastede op på sin hånd på vej hjem fra Vega, og hans kæde røg af foran Børsen. Da han skulle på igen, fik han ikke svinget benet ordentligt over cyklen og væltede efter at have roteret 270 grader.

Åh åh, hver pedalleren på den alt for lille lortecykel var en overvindelse. Hvor fokuseret han stirrede frem for sig for ikke at vælte og dø. Hvor velsignet at stavre ind ad døren og uopfordret blive begunstiget med en balje ved sengekanten.

Endnu en nat overlevet.

fredag den 27. juni 2008

Græsenkemandsstanden

***
Min kone er taget med børnene over til sin søster i Aarhus, så nu vil jeg tage på bøssebar.



Det er tilfældigt. Det er tilfældigt!


Tilføjet efter redaktionens slutning: Jeg forestillede mig det som på billedet foroven (der matcher studenterbilledet forneden godt), men det var faktisk mere sådan her:


Eller sådan her:

***

fredag den 6. juni 2008

Polyrytmisk venepumpen


Jeg var ude med Fuksen og høre noget EU-støttet "interkulturel" verdensmusik, og det var meget godt, for at tappe foden var ligesom at lave mine venepumpeøvelser.

Det er virkelig sandt, når man når en vis alder, og man ikke har set hinanden et stykke tid, har man intet godt at fortælle hinanden, kun dårlige nyheder, ulykker, forældre der er syge, demente, blevet skilt igen. Nå ja, vi er glade for vores børn. Men vores arbejde siger os ikke noget, det er bare noget vi laver.

Jeg kan godt lide Fuksen, fordi han er en stor opportunist. Jeg har kendt ham i 100 år. Han var med til min etårs fødselsdag.