Min nye guru viser sig at være bipolar og ikke IT-billionær alligevel.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det

Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.
Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.
Kurt Vonnegut skrev:We are what we pretend to be, so we must be careful about what we pretend to be.(i forordet til Mother Night, 1966)













Pigen, der tog min mødom, sagde: – Du ser så sød ud, [mit navn], men når du åbner munden, kommer der sådan nogen frygtelige ting ud.
Hun blev sur på mig, fordi jeg sagde, at jeg blev liderlig af at få massage, på vores bryllupsdag.

John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.

– Det er en finger, og neglen bøjer tilbage og en orm kommer ud, sagde hende den kiksede, ingen kunne lide, om mit maleri henne i skolen. Og hun havde ret, hvilket var interessant, fordi det var på engelsk, og der ikke er noget, der hedder "en hård negl" på engelsk. ("Hard as nails" er søm.)

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.
Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.
En del pizzeriaer og restauranter i Kbh. og omegn (vil det sige Danmark?) foregiver at være italienske – de er røde & hvide & grønne og bærer italienske navne*) – selvom de drives af kurdere og serbere osv. Men er der også nogen pizzamænd, der lader som om de er italienere, selvom de ikke er det, f.eks. ved at fingere en fransk accent, ligesom en billig fransk tjener?
Jeg har det løbende, som om nogen vil bryde min dør ned og råbe: – Du er en bedrager!
Jeg føler mig som en af dem, der går rundt med en tom guitarkasse, eller bedre endnu en tom kontrabaskasse.
New York er fuld af folk, der er noget andet end det de laver. Jeg arbejdede på et auktionshus, hvor to på hinanden følgende receptionister var digtere. Jeg var kunstner.
foreslog, at han skulle skrive westernromaner á la Louis Lamour.