Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.
Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.
Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.
*) Jeg troede han ville blive flatteret.
10 kommentarer:
Jeg var da å meget flatteret, men pyntede du ikke lidt på din ende af dialogen? Hmmm...
Det var nyligere backstabs, der sårede mig - ikke ostenavnet m. vedhæng.
Jeg vil derfor omdøbe dig og slette alle spor af dit tidligere jeg, så ingen ved det er dig.
Du skal ikke være bekymret. Jeg synes jeg har mere grundt til at være det, når jeg dag ud og dag ind svælger i din jammer, og på en mærkelig måde bliver smittet med en sort sky over hovedet. Og læser videre næste dag.
Jeg smitter med sorte skyer? Hmm... Man siger jo det hjælper at sprede det omkring...
Ja, få det da endelig ud. Jeg giver det videre til min kæreste, og så kan han jo ved lejlighed starte en jammerblog. På den måde går det hele ind i et større kredsløb.
Alle moderne mænd bør have en jammerblog.
Men den skal være hemmelig. Ellers kan han ikke jamre i bund. Med mindre du er gået fra ham. Så må du godt vide om den. Tror jeg. Jeg holder her.
Det var en god artikel, Emily's. Men den var så lang, at jeg ikke fik læst den færdig. Ender det godt?
Det ender ikke godt, men dog med en slags forløsning. Hun og hendes kæreste går fra hinanden, efter hun er sammen med Josh fra kontoret. Josh udleverer hende senere i en artikel i et ugemagasin. Nu hvor hun selv er en slags cyberceleber, er hun frit bytte. Hun vender tilbage sin første blog og genåbner den om sine intimeste tanker og oplevelser omkring bruddet med sin gamle kæreste, efter først at have lukket den, fordi alle vidste hvem hun var. Nu har hun så en lang artikel i The NY Times med flatterende billede.
tak for resumeet
Jeg be'r. Siden her er kendt for sit høje serviceniveau.
Send en kommentar