Det var lidt pinligt. Vi sad ved middagsbordet, og en af hendes lillesøsters små veninder spiste med, og min kone var der ikke til at aflede.
– Ja, sagde jeg skamfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi det gjorde alle de andre.
– Ha, sagde hun.
– Ved du ikke, at det er ulovligt.
– Jo.
– Jamen, hvorfor gjorde du det? spurgte hun igen.
– Fordi jeg ville være stor, sagde jeg.
– Pff, hvor barnligt af dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, det var gruppepres
– Hvornår røg du?
– Hvad mener du?
– Hvornår røg du hash første gang?
– Øh, da jeg var 16, tror jeg.
– Har du gjort det mere end én gang?
– Ja.
– Har du røget sammen med mor, mens I ligger i sengen uden tøj på? spurgte hendes lillesøster. *)
– Nej, det tror jeg faktisk aldrig jeg har.
*) Reddet af gong-gong'en. Jeg kunne jo dårligt sige 300.
De ville vide, hvordan det virkede, og så sagde jeg: – Det er ligesom i Tenacious D-filmen.
– Du sad og kiggede børne-tv?
– Det er der masser af folk, der har gjort, sagde jeg. – Jeg har set folk ryge hash og sidde og kigge Bamse & Kylling.
– Har du gjort dét?
– Nej, det har jeg dog aldrig gjort.
Der må være grænser
Min datter kom i sin tid hjem med en sang fra 1. klasse (synges til melodi af Krumme-sangen – Det er så svært at være 11 år...):
Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.
5 kommentarer:
Nej, for 300 ville vist være noget af en underdrivelse!
Efter sigende en sand historie: Et barn opvokset på Christiania sang i børnehaven:
"Men den daaag røde russerne kommer og det
gør de jo nok min ven.
Har jeg solgt min hash i England
og købt no'd nyt i Californien".
Hvad vil du om det, "anonym"?
Hvad jeg vil, eller hvad jeg ved, du gamle tjumserbror?
Nå ja. Ved.
Send en kommentar