Der var nyt møde i Litterær Kreds, og selv om jeg ikke vandt runden, vil jeg sige, at jeg scorede et par gode point. I øvrigt var mit benarbejde formidabelt.Hvad værre er, jeg har tilsyneladende et holdningsproblem, der gør, at mine kredskolleger ikke tror, jeg er alvorlig omkring min digterkunst eller måske noget. Det vil jeg tage højde for fremover ved at rynke panden bistert på de rigtige tidspunkter og forsøge at revle dobbelthagerne til eftertryk (ligesom Brian Laudrup, hver gang han skal sige noget, så man rigtig kan se hans hjerne arbejde – like he's choking back vomit, som om han holder et surt opstød tilbage). Jeg troede egentlig, at mine nye briller havde ordnet "seriøsitetsperceptionsproblemet". Måske skulle jeg også arbejde på min garderobe inden næste møde. Det er desværre almindeligt, at folk ikke tror, jeg mener, hvad jeg siger, og griner ad mig, når jeg er alvorlig.
Til gengæld er jeg nået et par skridt videre i struktureringen af min store følsomme debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Nu vil jeg smide så meget i, jeg kan, og senere tage det ud igen – som havet der skyller op på stranden og efterlader sine perler blinkende i skumbruset.
Selvmordsmetoden for de skoletrætte
Der er en historie om en skoleelev, der stikker blyanter op i sine næsebor og hamrer hovedet ned i bordet, så blyanterne går op i hjernen. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar