Døden og kaffen

Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.

Jeg er ved at dø for at få min kaffe.

Hvordan denne dag skal bli’e
skal jeg ikke ku sige
Bare jeg ikke dør,
men det er lige før
jeg brister og går under
(jobbet mine tæer rister, jeg vil hellere tage en blunder)

Det er et mirakel, jeg er i live
at være til
hvad skal jeg ikke ku drive
det til
Men intet jeg vil
Kun det samme gamle
lamme

Jeg skal nok ikke regne med noget
(også svært, når min udsigt er så tåget)

Jeg er rundt på gulvet
Min hjerne er hullet
(min fod ligeså
af alle de måder jeg har skudt mig i den på)

Der er kun én vej,
og det er tilbage
For frem er ikke lige mig
Har jeg ikke en kage?...

Knas, knas,
hvor jeg dog ikke gider noget mas
i dag
Jeg vil hellere sidde på min bag,
jeg gamle las,
og ytre min klage
alle mine dage

Jeg jamrer og gi’r mig
for mit liv er skidt
Det har jeg trods alt da sagt så tit

Hvor er min skyder,
jeg må se at få gjort en ende
på min usle eksistens
Vi snakkes ved indtil skuddet lyder

Farvel, onde verden, farvel
Nu slår jeg mig ihjel

(Den langsomme død
med jobben til dagligt brød,
mens min sjæl sygner hen og forkrøbler,
fordi der også skal være til nye møbler)

Hvad er det hele værd,
spørger jeg mig selv
Ikke det store, vel?
Hvor er jeg dog tvær

Og muggen og knotten
og ved siden af mig selv
Hvor er nu den mokka,
den drikker jo ikke sig selv

Hil Java, for dine lyksalige gaver
Uden dig var jeg en endnu større taver

Med kaffe i svælget så går det da lidt
Den Java, den rammer i livet plet

Oh Java, hil Java
din styrke er stor
du spreder din glæde på denne jord.

Suk, suk
Glug, glug
Suk, suk
Glug
Java forløser, nu skal jeg snart på hug
(og peristaltere, det bliver ikke værre,
jeg mener bedre, for Peristalsis man dog
også altid bør hædre)

•

Og dette skriver jeg uden overhovedet
at have fået kaffe endnu.
Jeg forestiller mig det bare, sågu

Farvel, farvel, pas godt på jer selv
Nu skal jeg ud og sælge min sjæl.