Morgensludder

Min kone sagde til mig i morges:
– Jeg kan ikke snakke.
– Du gider ikke snakke med mig?
– Jeg kan ikke snakke på den måde lige nu. Du skal ikke tage det personligt.

Fedt, så kan jeg stå ude i køkkenet og smøre madpakker og tænke over det, hver gang hun kommer ud.

(– Fedt nok, mumler jeg til mig selv, hun gider ikke kysse og nu gider hun heller ikke snakke. Men det er ikke personligt. Mumle, mumle. Jeg er et sludrehoved, og nu kan jeg sludre med mig selv. Mumle, mumle.)

•

Så står jeg senere nede på skolen og truer mit grædende barn for at få hende til at gå ind i klasseværelset, efter hun har "fået det dårligt" på vejen til skole og kastet sig ned på fortovet som en treårig.

Endelig får jeg flygtet ud af skolebygningen og ringer til min kone for at ventilere, og så siger hun, at jeg ikke skal råbe ad hende. Jeg råbte ikke ad hende! Men det gjorde jeg, lige inden jeg klikkede af:
– Du skal bare lytte til mig, ikke irettesætte mig!
Klik!