Tilbage i sædet

Jeg var inde at se No Country for Old Men igen (alle pseudointellektuelles yndlingsfilm). Denne gang lagde min kone sin hånd kærligt over min nede i popcornene og sagde: – Lad lige filmen begynde, fordi jeg smaskede.

Midt i filmen begyndte hun at SMS’e sin veninde.

Da vi kom ud af biografen, sneede det tæt, og midnatsklokkerne ringede. Det så godt ud at kigge op på under projektøren. Skt. Petersborg, tænkte jeg.
– Kan vi ikke gå nu? Jeg fryser, sagde min kone, selvom klokkerne ikke engang var færdige med at slå.

(SPOILER ALERT!) I anden omgang irriterede det mig ikke så meget, at man ikke ser Josh Brolin blive skudt (jeg forstod også det med mexicanerne bedre). Til gengæld irriterede det mig, at man ikke får at vide, hvordan Javier Bardem ("Sugar") kommer ud af motelværelset. Det er ikke godt nok, at han bare skal være "Døden". En allegori om døden? Øv.
¾ god film.

Nu gider jeg ikke se den mere.