Ejpot©®™ – asfalten synger

Jeg er på det seneste holdt op med at gå rundt med min iPod (Nano med en smadret skærm, der ligner en blækklat, så jeg kun kan shuffle) i ørerne altid. Jeg plejede ikke at kunne gå uden for en dør uden at ploppe den i.
Og efter jeg er holdt op, føler jeg mig meget mere "grounded" i virkeligheden og mine omgivelser. Jeg lægger mere mærke til ting omkring mig, om ikke fuglenes fløjten, så da dækkenes sugende greb mod den regnvåde vejbane (gummiet suger sig mod vejbanen / suger / hjulene snurrer / vi er i det tunge tråd / vejbanen / synger / syngende gummi / der suger sig fast / der bevæger sig mod vejbanen / at bevæge sig / osv. – hvis det var et Jørgen Leth-digt, selvom "suger" selvfølgelig er for ladet og ikke fladt nok). Og jeg synes også, jeg har lagt mærke til mere i mit synsfelt, ingen åbenbaringer, bevares, men hvad man støder på på sin vej. I hvert fald har jeg følt mig mere som en del af tingene, og ikke mindst betydeligt mindre forhastet og udfarende i trafikken uden henholdsvis aggressiv hip-hop og country & western pumpende i ørerne.

Det holdt godt og vel en 14 dages tid. Nu har jeg ejPotten©®™ i igen, men mere selektivt. Jeg kan godt gå i Netto eller centret uden lyd.

Jeg glæder mig til, der kommer VR-briller, så man kan lukke hele lortet ude og selv bestemme sine visuelle omgivelser også (jvf. den seneste William Gibson og alt hvad han nogensinde har skrevet.)