Eksistentiel tremmerusken

Jeg bliver sindssyg af arbejde. Jeg troede, jeg kunne se enden på det, men nu trækker det ud, og der kommer mere oveni. Jeg har været ikke-ulykkelig et stykke tid, men nu begynder de bekendte kvælningsfantasier at vende tilbage, tanken om det uendelige arbejde der ikke fører til andet end mere af det samme, de forsmåede ambitioner der vækker mig om morgenen – choking on my own ambition.

Jeg kan ikke se nogen ende på det. Jeg når aldrig frem til det, jeg godt vil. Jeg er også bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der hellere vil være kunstner, men ikke kan give slip på pengene.

Jeg er en idiot fanget i mit eget fængsel.


I morges: Endnu en drøm hvor jeg reder mit hår af i store totter.