At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.
Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:
Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.
(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)
Og så brugte han et ord som melankoli.
Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).
Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.
3 kommentarer:
Det er sgu' da Kurt Møller Madsen! Lærte du aldrig noget i skolen?! Tsk tsk...
- og Bert hed i øvrigt Bent!
Hans autograf fik jeg engang, da han var ude at filme Cirkusrevyen. Sværger!
Send en kommentar