mandag den 25. januar 2010
Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?
Afd. for Dræbt af arbejde
Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Pssst! Din ene klunke hænger udenfor!
Åh, var det bare det.
Sådan. Det er jammer, man kan forstå!
Jeg fatter det knap nok selv. Hvad skete der lige med mig?
Send en kommentar