14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.