Heldigvis var vandet behageligt varmt

Jeg har været oppe siden kl. 5 med mareridt om, hvor elendigt mit liv er: først festede jeg med idioterne fra min gymnasieklasse, så væltede jeg om i bølgerne med nogle kendte kunstnere, mens jeg holdt mit ølkrus så højt, jeg kunne, og skoddede min cigaret mod havbunden. Jeg reddede den ikke fra skvulp, øllen.
– Men det er sguda irriterende, at min tegnebog blev våd. Nu er alle mine kvitteringer klistret sammen indeni.

Hvad var den drøm? tænkte jeg. Åh nej, det var min livshistorie.

Heldigvis har jeg mine børn, tænkte jeg. De gider altid godt tale med mig.

Jeg står i en brydningstid, og jeg har ingen holdepunkter, og jeg bliver igen og igen mindet om de fejl og dårlige beslutninger, der førte mig til, hvor jeg er nu. Dvs. ingen steder. Nede i bunden af hullet i nullet.