Til jeg er blå i hovedet

Min kone har spillet otte timers PlayStation i dag, og den anden halvdel af tiden beklager hun sig over, at jeg ikke engagerer mig i familien. Ved siden af hende sidder børnene og spiller computer og telefon. Hun har det ligesom dem: hun hører kun efter, når jeg hæver stemmen. Fem gange siger jeg noget, og ingen hører efter, sjette gang får jeg at vide, at jeg skal tale ordentligt til børnene. – Undskyld, men du kender ikke baggrunden, du hørte ikke, at jeg sagde det de første syv gange.
– Du kommer ind og er vred med det samme.



– Jeg gider ikke blive ved med at sige de samme ting om og om igen, siger jeg til min datter på 13 om og om igen.


George Liquour tegnet af Chloe.

Før hun steg op fra sine tømmermænd, konen, rettede børnene sig så fint efter deres far: (lukker laptoppen, tager telefonen fra dem) – Jeg har sagt, der ikke er noget skærm, før I har været udenfor.
– Hvad med dig selv? siger min datter på ni og hiver i min laptop.
– Jeg læser avis.
– På en skærm.
– Gi' så slip!

Og se, så blev hun sur og lagde sig ind i sengen og læste H.C. Andersen. Dét er opdragelse.