Kvindelige bassister ser godt ud

Jeg burde ikke sige det, men nu gør jeg det bare alligevel – min inderste hemmelighed

Jeg har en bekendelse ang. mit indlæg af 18.1.2011 ("Øremén"): Jeg er forelsket i bassisten fra Raveonettes. Jeg har været forelsket fra det øjeblik, jeg først så hende. I en video i 2002. Hun er for mig at se den fuldkomne kvinde. *)

Jeg har ikke set hende siden.



I det hele taget har jeg noget med kvindelige bassister. Jeg mødte en kendt en i Centraleuropa, der var enig med mig i, at der er noget grounded over kvindelige bassister. Mandlige (lead)guitarister ser ud som om, de spiller pik, sagde hun. Men kvindelige bassister… Jeg ved ikke, det er noget med urkræfterne. De tager sig bare godt ud.

Sådan har jeg det bare. Det er ikke noget, jeg kan ændre eller gøre noget ved. Jeg er hooked.

Tak.



*) Lad os nu sige, at jeg var et rumvæsen (eller et perfekt væsen som i Det femte element), der kom ned på jorden, måske fordi min hjemplanet manglede vand eller spinat. Okay, ville jeg sige, hende nupper jeg til at sidde ved min side i paradis. Eller hun kan spille bas, mens jeg fører rumskibet.

Tåtappende lykke.



PS Jeg kan også godt lide cellister, men ikke i nær samme grad. Måske er det størrelsen på instrumentet. Michala Petri siger mig f.eks. ikke noget.

PPS Dette er det fjerde indlæg, jeg forfatter om emnet. De andre har jeg krøllet sammen. Det sidste lød: Mød mig ved den gamle eg...