Den gamle

Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.



Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.

Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.

For ham er det ren Dick Tracy.



Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.