Min kone og jeg skændes ikke mere. Men vi taler heller ikke sammen.
Det er mærkeligt at have gæster, eller være ude, og høre hende tale.
I lørdags havde vi diverse mennesker i huset og sad omkring bordet med hjemmebag. Men ingen sagde noget. Jeg gider ikke. Jeg er træt af, at det altid skal være mig. Så var det godt, at der var et lille barn, damerne kunne tale til.
I går aftes sagde min kone: – Det er som at bo i en Dreyer-film.
Ingen svarede.
Hun havde håbet på Woody Allen (fig. 2), men jeg ved ikke, hvordan danske jøder taler ved spisebordet. Det var, mens jeg tænkte over det, hun sagde det med Dreyer.
– Det er koldt og dystert udenfor, sagde jeg (i min bedste imitation af Preben Lerdorff Rye).
Fig. 1
Ordet.
Jeg havde en drøm om en berømt dansk jøde eller hørte om en – grænsen er flydende – men nu kan jeg ikke huske hvem.
I øvrigt vil jeg ikke have noget Woody Allen her med en 14-, snart 15-årig i huset. Ækel mandsling.
Fig. 2
Ingen kommentarer:
Send en kommentar