Efter brylluppet

Det her har ikke forbindelse med noget, men jeg syntes, det var synd at snyde verden for resten af billederne fra slutscenen i Marx Brothers' "Horse Feathers" (Halløj på universitetet), hvor de alle tre gifter sig med samme brud.
Se, det var dengang, der var komedier til.

Brand i natten

Noget dramatisk er der sket i mit liv: Sidste uge var der ildebrand i skraldeskuret nede i gården. Det vækkede min kone midt om natten. Og mens jeg straks gav mig til at fotografere, skyndte hun sig at ringe til alarmcentralen. Jeg nåede nu ikke at tage så mange billeder, før hun foreslog, at jeg reddede børnene i stedet for. Røgen væltede op mod vores rude, og der stank af brændt plastik, men der var altså ikke ild i huset, så jeg stak i skoene og gik ned for at se, om brandvæsenet skulle lukkes ind i gården. De var allerede inde (har de en universalnøgle eller noget?) Der var en dame i ejendommen overfor, der råbte ud af vinduet: "UD! UD! SKYND JER UD!", men ellers var der nu ikke så mange, der var vågnet. Brandmanden, jeg spurgte ad, sagde vi bare kunne blive inde, så jeg sjoskede hjem igen og faldt snart i en urolig søvn.

Fodnote: Hvis det halve af byen brændte, var der ingen, der ville vide, hvad man skulle stille op.

Min kone vil have mig med i biffen

Min kone vil have mig med i biffen.
Jeg gider egentlig ikke noget. Jeg er træt af for meget røvsygt arbejde. Men ind i mellem skal man jo tage sig sammen. Fruer kan godt li så noget.
Så gælder det om ikke at være negativ og ødelægge det hele.

Jeg er ikke engang sikker på, at vi kan finde på noget at se. Jeg vil gerne se ”Little Children,” den nye film om problemer i ægteskabet, og hun vil gerne se ”Tenacious D: The Pick of Destiny”, en drengerøvsfilm om rockerrul, hvor de bander meget og det hele ender godt.

Bliver vi enige? Eller skal jeg bare lade hende bestemme og håbe på det bedste? Og hvad er så bedst med hensyn til behovet for ikke at se sur ud og/eller falde i søvn.
Det er ikke nemt at have fri.


Fodnote: Jeg mødte engang en fornuftig fyr til en fernissering på min fødselsdag, og vi blev enige om, at vi som familiefædre begge hader weekenden (ferier er endnu værre) og ”flygter ind i hverdagen”.




Billederne her er af mesterfotografen Weegee the Great, der fotograferede døde mennesker og biograf- og koncertgængere med infrarød film, så han ikke behøvede blitz og folk ikke vidste, de blev fotograferet. Han opfandt af samme grund også et spejl, som et sidelæns periskop, til at sætte foran linsen.

Bennys Badekar som musical - tiden er moden

Er der ikke nogen, der kan fortælle Flemming Quist Møller, at han skal lave "Bennys Badekar" som musikteater, altså musical?

(Der er alligevel ikke andet tilbage fra 70'erne at rippe*), så det gælder om at være hurtig, før de begynder på 80'erne - eller det har de måske allerede gjort?)

Hvem husker ikke "Sørøversangen"? Den kan man sagtens strække ud over et kvarter. Jeg forestiller mig sørøverne med selvlysende knogler på sorte dragter og sort baggrund, hvor knoglerne er velcro'et på, så de er lige til at rive af og slå hinanden oven i hovedet med (det er den billige udgave, man kunne lave derhjemme med børnene ved en festlig lejlighed, hvis der var nogen, der kunne spille harmonika). Eller de kunne være marionetdukker i naturlig sørøverstørrelse. Det har jo været populært med dukker siden Lion King-musicalen, så hvorfor ikke også her?
Det hele kræver måske også, at der blev skrevet nogle nye sange for at fylde ud, men hvad.

Okay, jeg skal nok sige det til ham. Jeg skal bare lige finde hans adresse.
Mon ikke den står i DFI-bogen...
Næ, det gjorde den ikke. Men den skulle vel ikke være så svært at finde.

*) Jeg tror ikke, der er nogen, der er i humør til "Shu-bi-dua - The Muskelka'l".

Tekst og MIDI til Sørøversangen findes her.

Nik og Jay i New York

Et absolut højdepunkt på min New York-rejse var at gå med min 6-årige datter i hånden ned ad Myrtle Avenue i Brooklyn og synge Nik og Jays "Boing" (som hun instruerede mig i: "Hendes røv går op og ned, som en fjeder op og ned...").
Det gjorde på en eller anden måde cirklen komplet.



Der er flere billeder af Myrtle Ave. her.

Fortsat spas med de døde

Man falder bagover af beundring over min store fantasifuldhed.
Her to på hinanden følgende sætninger med muntre gravstensord.

DEN LILLE RUNDE KONE KLEMMER HANS BLANKE BOLLER


HANS LANGE RETTE LEM KIPPER STOLT

Da jeg mødte David Bowie og var pinlig

Jeg mødte engang David Bowie, mit ungdomsidol, oppe på The Metropolitan Museum. Han var sammen med en bodyguard-lignende type og havde en utrolig flot lang frakke på. Ovr, var der to andre studentertyper ved siden af mig, der sagde.
Elegant skred jeg op på siden af ham og spurgte, om jeg ikke måtte få hans autograf.
- Nej, svarede han uden at tabe et skridt. Og lige så elegant trak jeg mig tilbage igen.
Hvor pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade ham gå på museum i fred? Fordi jeg ville vise mig overfor mine gamle venner derhjemme.
Min eneste undskyldning? At jeg var ung og en grønskolling.

Morale: Sådan kan det, der kunne have været en god historie, blive til et pinligt minde i stedet.

Danmarksrekorden slået igen - nu hele 10 gravsten!

Man må knibe sig selv i armen, jeg ved det: Det er lykkedes mig endnu engang at skubbe rekorden langt ud over, hvad man troede menneskeligt muligt.
Den nye rekord er en sætning på intet mindre end 10 ord skrevet med ægte, uforfalskede gravsten (der linkes til underneden billedet).
Jeg vil nu tørre sveden af panden, læne mig tilbage og nyde mit værk, mens jeg venter på, at den næste kop firedobbelte espresso bruser færdig på dampmaskinen.



VREDE DAMER BANKER HANS KORTE LILLE LEM - BING, BANG, BONG!

Møde med dansk berømthed på posthus i New York

Jeg mødte engang Jakob Holdt – fotografen, der chokerede den danske nation med bogen og lysbilledforedraget Amerikanske Billeder i 70'erne og 80'erne (jeg skrev stil om den i skolen) – nede på posthuset på 14th St. mellem Ave. A og 1st og sagde davs.
Lidt efter spurgte han: - Kender du nogen søde drenge og piger?
- Nej, svarede jeg og skyndte mig væk.

Mikroskopisk øjebliksbillede

Min indkøbsliste så pæn ud i dag:
Honning
Olivenolie
Citroner

Leveråd nr. 1 - lakmustest for livsledsager

Gift dig aldrig med en, der ikke kan lide The Marx Brothers.

Mit stolteste øjeblik

Det vel nok stolteste øjeblik i mit liv udspillede sig – for mange år siden selvfølgelig – i en deli nede på hjørnet fra dér, hvor jeg arbejdede, på 25th St. og Park Ave. So. Deli-manden, en ægyptisk revisor, jeg gerne spøgte med, stod og snakkede med en kunde, da han så mig og sagde ”Her, grib” med en sølvpapirskugle, han havde rullet sammen. Og her bliver det godt, for jeg stod støt, urokkeligt, rørte mig ikke, end ikke da kuglen kom flyvende over min skulder. Da var det min hackysack-træning kom mig til gode, for med et lynhurtigt svirp af et spark bag om ryggen med ydersiden i sidste øjeblik returnerede jeg kuglen i en elegant bue direkte til hans hænder bag disken.

Ønsk mig tillykke - jeg har slået min egen rekord i gravstensdigt

KLAM UREN KUSSE EMMER AF OST OG FISK

Det, man troede umuligt, er sket: Rekorden er slået stort med en sætning på hele 8 ord.
Der er mindelser om Bob Beamon's længdespring i den tynde luft ved OL i Mexico City 1968.

NB! Jeg må gøre det helt klart for nye læsere, at der ikke er tale om nogen form for snyd eller ufin manipulation med navnene eller gravstenene eller noget i disse kirkegårdskomiske kollager. Ordene er ikke klippet ud af andre ord. Syn for sawen fås ved at klikke på ordene under billedet, der linker direkte til de originale billeder på nettet, jeg har nuppet ordene fra. Tak.

Fodnote: Bemærk at det ovenstående "OG" ikke linker til noget, thi jeg var selv nede at fotografere det på kirkegården i dag, så jeg kunne fuldstændiggøre dette rekordbrydende værk.

Hvis jeg var konge skulle alle husene have tårn på

Eksempel 1 - midtbys


Eksempel 2 - længere ude på landet


Konklusion: Et tårn pynter på hvad som helst, som man ser.

Update fra mit indholdsløse liv

Min dagsrytme er blevet ødelagt i dag, fordi jeg tog to kopper pædagogkaffe ved fastelavnsbordet nede i min datters børnehaveklasse først. Hvad er så min motivation for at tage på arbejde, og hvad har jeg at sparke mig i gang med nu?



Okay, min espressomaskine står netop nu og bobler med friske forsyninger, men jeg er bange for, effekten ikke bliver, som den burde. Men det er forsøget værd, for det er alt, hvad jeg har. Jeg ryger ikke engang. Måske skulle jeg pause for frokost.

Nye træffere

Jeg siger stadigvæk, det her er bedre end at arbejde.

STRAM KUSSE KLEMMER DILLER

Nedenstående er en tangering af min rekord på 5 ord i en gravstenssætning. (Okay, det er lidt snyd, fordi AF i virkeligheden er A.F., som enhver kan se, men alligevel.) Man må beundre kreativiteten og de mange mandetimer, der lægges i udførelsen af disse montager.

KLAM STANK AF UREN KUSSE

Det ligner ikke noget

Jeg er meget stolt af mig selv, thi det er lykkedes mig at lave en sætning med hele 5 gravstensnavne. Ny rekord!



MOREN BOLLER BARNET UDEN FAREN

Godt at vide om copyright – hvornår det er lovligt at sample fra gamle plader

Jeg lå sidste efterår i telefonisk korrespondance med KODA om ophavsrettigheder til musik på gamle 78'ere, og de er meget hjælpsomme derinde. Man undrer sig faktisk over, at de har så god tid, som de har, f.eks. til at ringe tilbage til mig.

Der er en hovedregel med ophavsret 70 år efter komponistens død og 50 år efter første udgivelse for mekaniske rettigheder osv.
Man kan således groft sagt bøffe alt fra plader før 1957, hvis komponisten vel at mærke har været død i 70 år.
Det vil sige, at det er i orden at sample f.eks. en Mozart-plade, der er udgivet før 1957.

Den juridiske medarbejder foreslog i øvrigt, at man tjekker med KODAs medlemsinfo om konkrete værker og med Gramex og IFPI, for at være sikker på, der ikke er finter.
Der skulle desuden være tale om international harmonisering i tilfælde af udanske værker.

Der står en del generelle oplysninger på KODA’s hjemmeside, men det er ikke specielt overskueligt, og det er nemmere at spilde deres tid ved at spørge dem selv.

Her er hvad det drejer sig om for mig:
Jeg fandt engang halvanden hyldemeter gamle lakplader ude på gaden, inkl. en signeret Poul Bundgaard. Nu er det min plan at indspille nogle af de klassiske skiver og vride electronica-numre ud af dem, når jeg engang får tid.

Flagellering og fortrydelser, forbitrelser, formøblede forhåbninger,forsmåede forventninger,forspildte forudsætninger,forsvundne årtier – en klagesang

Det, der er galt med mig – well, en af tingene – er, at jeg ikke har et fast dagligt output af en bestemt ting, der kan hobe sig op og bliver til noget. I stedet for er det spredt fægtning og flip, som denne blog, foruden arbejde.
Hvordan skal man få tid til det hele?
Hvad har jeg nået? Intet! Som Leonardo sagde på sit dødsleje.
Men jeg har virkelig nået intet, som Lauziers middelmådige unge mand erindrer: Hvad har jeg udrettet? Intet! Intet! (Frit efter hukommelsen.)
Eller som Maria Stenz så klangfuldt sang: Hvor er alle drømmene, du drømte? Er de druknet i en strøm af år?

Jeg spilder tiden og gør tingene i den forkerte rækkefølge.
Hvis jeg da overhovedet gør noget.
Det er sikkert og vist.

Hva' hører jeg?

KONEN BOLLER DAMER



KARLEN BOLLER KOEN

Hun kan selv flytte ud

I går aftes i stedet for at se de to sidste afsnit af Veronica Mars, anden sæson, råbte jeg af min kone til hun udvandrede, men siden hen indvandrede igen under skilsmissetrussel.
Nu vil hun skilles igen. Hun siger, det ikke er de sædvanlige skilsmissetrusler, og jeg har lovet at forbedre mig, som sædvanlig. Suk.
Det er det samme om og om igen, den eneste forskel er, at jeg bliver ældre og ældre.
Jeg er skidetræt af det hele, men jeg vil ikke skilles.
Det her sker gerne, når jeg er stresset og frustreret, og hun PMS'er.

Sandheden vil frem

Nok en vittig gravstensmontage, jeg har lavet i stedet for at passe mit arbejde.
(Og det er dybt åndssvagt, for jeg er selvstændig. Men jeg hader det jeg laver, og jeg kan ikke finde ud af at komme videre i livet.)



KURT SUTTER LEM

Jeg trækker den ud, jeg ved det

Med fare for at det virkelig kun er mig, der finder det her grinagtigt, og selvom jeg lovede at tage en pause, bringer jeg her en ny sandfærdighed skrevet med gravsten (for jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til så meget som at kigge på mit arbejde, og jeg har endda lovet at give et tilbud på noget her til formiddag)



Lange Patter Dingler

Det bedste jeg lavede var ingenting

Det bedste jeg lavede i min sommerferie var at være helt alene, da min kone tog til Roskilde-festival og mine børn tog med deres bedsteforældre i sommerhuset. Tre dage helt for mig selv. Jeg lavede ingenting andet end at se VM i fodbold og ligge i liggestolen i min kolonihave, gerne i kombinationer når jeg slæbte fjernsynet ud på terrassen. Jeg gik ikke på druk, jeg gik ingen steder. Det var skønt.
Det kan ikke beskrives.

Det mest dramatiske, der skete, var den eftermiddag, jeg lå og kiggede op i himlen og så en due lande på naboens antenne. Hvor var mit videokamera? Jeg så duens røvhul palpitere og gabe og en lort ploppe ud. Det var et perfekt øjeblik.

Mere spas med gravmæler

Efterhånden som samlingen af lystige gravsten vokser, viser det sig, at man kan skrive hele sætninger med dem. Se bare:



= DILLER KNEPPER FISSE
eller bagfra:
FISSE KNEPPER DILLER
Det kan jo være et fedt.

Og så lover jeg at holde en pause med gravsten et stykke tid. Jeg kan heller ikke finde flere. "Skede" viser sig at være henholdsvis en jødisk shtetl i Østeuropa og "skate" (som i skateboarde) på finsk, "Nosser" er navnet på et par levende katolske præster, John og Charles, og "Balle" kan jo være så meget.
I øvrigt tror jeg, jeg samler alle billederne på én side, så kommer de ud i den rigtige rækkefølge i stedet for omvendt kronologisk. Det er det værd!

De to daglige Graham Greene-sider

Så er jeg igen nået til det punkt, hvor jeg kigger i mapperne for at se, om der skulle gemme sig noget, jeg kan hælde ud i intetheden til mine intetanende og ikke-eksisterende læsere.

Man siger om Graham Greene, at han skrev to sider om dagen (og drak for resten). Jeg har flere gange sat mig for at gøre noget lignende som en øvelse (andre gange har jeg bare drukket, haha). I hvert fald er det én måde at få arkene til at akkumulere (om tingenes ophoben se også Parablen om Tonys fars træ), ikke at de gjorde det i dette tilfælde, men princippet kan vel være godt nok alligevel.

Her er eksempelvis to sider eller så fra forrige efterår.

Jeg kan ikke lide små piger, jeg kan lide fuldmodne kvinder. Ikke gamle, men fuldt udvoksne kvinder. Det andet er forstyrrende: Rottehaler, slikkepinde, for store øjne hører andetsteds hjemme i min fantasiverden. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er far, men visse steder må jeg lukke af ellers kan jeg ikke slappe af. Så flyder blodet og tankerne de forkerte steder hen.
Det er altid lidt svært at beskrive disse emner. Der er altid frygten for at blive slæbt i retten, at noget kan blive misbrugt i skilsmisseretten, også selvom jeg ikke har gjort noget. Ja, mit liv kan i sandhed defineres af alt det jeg ikke har gjort, men det er en anden historie. Hvad det angår, er der kun een myndighed at svare til, nemlig mig selv. Lad det nu ligge. Lad mig ikke komme for godt i gang med min evige klagesang (istemmes): Ak, jeg har spildt mit liv, ak, jeg er træt af min viv, ak, jeg har taget for mange hiv, ak, til hvad dog jeg skal bliv’?
Suk, skulle det være en roman? Forfatteren klør sig i skægget, kigger ud af vinduet. Hvis nogen har fulgt med så længe som hertil, er det måske på tide at belønne anstrengelserne med lidt hård porno, men er det nødvendigt at rime? Pik i kusse, ud og ind, det gi’r fred og lys i sind / Op og ned og for og bag, i mørket er det samme sag / hvilket hul jeg puler nu / Det er blot vigtigt med henblik på at hive den u’ / Så’gu.
Jeg beklager, kære læser, jeg forstår jeg er nær ved at have trukket den sidste veksel på Deres overbelastede tålmodighed. Jeg forstår, at der er bedre og nemmere underholdning til i verden. Man kunne i flæng nævne de elektroniske medier. Men jeg sværger, at de der bliver hængende ikke bliver skuffede. På de følgende sider vil afsløres hemmeligheder af en kaliber, der får det til at løbe koldt op og ned ad ryggen på mig blot ved at tænke på dem. Og tro mig, jeg prøver at lade være. Men før eller siden skal det ud, det er klart. Jeg taler om hemmeligheder, der kunne vælte regeringer, redde jorden fra miljøsvineri og ufred og indføre tusindårsriget på jord. Så bliv hængende og vær blandt de sande udvalgte, hvis udødelige sjæle ikke vil brænde op i helvede til evig tid, men vil synge højt i himmerige, mens de andre, der skippede ud af denne planløse fortælling for flere afsnit tilbage uden at have smugkigget længere fremme, forkulles dernede som et svagt ekko af skambrændte Moloch-børn. Hmm...
Kortene skal på bordet. Det er reelt set ikke så mange hemmeligheder, jeg kender, og mange af dem er ikke så hellige endda. Eller hemmelige. Er siden snart færdig, så jeg kan sige, jeg har gjort mit for i dag? Nuvel, snarere end at ændre formateringen vil jeg forberede mine næste skridt, ikke mindst udrydde de kedelige og trælse religiøse referencer fra det foregående. Er der noget mere dræbende end religion? Visse ting hører privatlivet til, derunder religiøs tro.
Nu, hvor jeg har læseren i min hule tvivl, er det ikke for tidligt at begynde at tænke på, hvor jeg vil hen med alt dette. Vil jeg ud i afkroge af min personlighed, jeg før har holdt hemmelig for omverdenen på grund af skam? Er der noget at hente der, der ikke allerede står prentet på mit ansigt for alle at læse? Og hvor klar til at gå til bekendelse er jeg egentlig? Mit liv har jo, som man nok lader ane, aldrig været udtalt spændende. Der er mere fortrydelse end fortryllelse, mere tøven end gøren, mere skyhed og blyhed end fyhed og nyhed. Jeg har mere siddet derhjemme end været ude med næsen fremme, hvor man kunne få den i klemme. Jeg har aldrig taget de store chancer, men jeg har forspildt en del ved sidste øjebliks sjusk og fusk. Jeg har ikke grebet livets frugt og gnasket til safterne sprøjtede, jeg har snarere siddet på mine hænder, genert og livsforløjet.

Konklusion: Som det fremgår af ovenstående diskursive, selvoptagede rablen, er det nok en god idé at have et fokus, en historie eller et emne. Det er jeg sikker på Graham Greene havde. Alle og enhver kan jo sidde og lire sådan et par sider af til deres dagbog.

Fodnote 1: Hvor mange skrivebordsskuffeforfattere sidder der i dette øjeblik og blogger?
Fodnote 2: Jeg ser nu, at en fejl ved ovenstående trådløse strøm var, at jeg glemte at vende tilbage til temaet: Modne kvinder. Som sædvanlig forfalder jeg til min faste klagesang i stedet for at bevare det kølige overblik (for ikke at tale om småpiger og blodtilstrømning, som om der var noget dér). Det skriver jeg mig lige bag øret til en anden gang.
Med blikket på temaet kan man tage så mange sidespring og biveje, man vil. Man skal bare dingle med mysteriet engang i mellem, ligesom ham den tyrkiske nobelprisvinder gjorde med sin fars kuffert i sin tale ved prisoverrækkelsen.
Fodnote 3: Jeg kan meget godt lide rimene.

Abstrakte vokaloptagelser med dele af familien

Jeg gjorde noget sjovt forrige søndag. Jeg fik min far og min bror herud på mit værksted til indspilning af et abstrakt improvisationelt-eksperimentelt korværk. Jeg har en fed studiemikrofon, en Røde, jeg har lånt af min ven rockstjernen.
- Hvad skal vi synge? spurgte de.
- Det jeg siger, sagde jeg.
Og alligevel gjorde de ikke det de skulle. Min far sang en helt anden sang! (Han er 80.) De sagde oplægget var for diffust, og det kan de måske have ret i, men jeg havde håbet på det bedste.
Det første take blev ikke godt nok. Ærgerligt, for jeg kan ikke lide at lave mere end et take.
Det næste blev bedre, for jeg brugte en dirigentstok og stak min far i maven med den, hver gang han ikke sang ordentligt. Og det blev det betydeligt bedre af, som vi kunne høre på optagelsen. Han vrælede og hostede, og noget af det lød som om han kom.
Til sidst gestikulerede min far stop og satte sig ned, men min bror løftede ham op under armene som en kludedukke, som en der har taget for mange sovepiller og skal holdes i live, og rystede ham foran mikrofonen for at få de sidste lyde ud af ham.
Resultatet lyder som Diamanda Galas krydset med The Mills Brothers. Fire, næsten fem minutter rent lige ned i kassen.

Panteren, mit totem

I lørdags deltog jeg i et shamanistisk ritual, og mit totemdyr kom til mig med lysende klarhed: En sort panter.
Det var det første, der kom til mig, og jeg tænkte: Fint, den snupper jeg. En sort panter er jo sej.
Min svoger sagde hans dyr var en forskræmt gris, og min bror sagde hans var en stiv pik. Det er ikke engang et dyr! Men det var, hvad han tænkte på, sagde han, ikke at det kan undre. Der var også en ugle, en guldsmed og en vaskebjørn, men det var vist ikke førstevalg allesammen.
Nu skal jeg huske at arbejde med panterens styrke, som shamanen sagde.

Et greb i posen

Der var et enkelt hængeparti i serien af kostelige sidste hvilesteder, der giver ny mening til ordet gravsten, haha.

Klunke & frue

Kender I det? (2)

Jeg kom til at tørre mig med den forkerte ende af håndklædet i morges.
Det lugtede af hingst.

Dobbelt dosis kirkegårdskomik

I den fortløbende serie af lattervækkende gravmæler bringer vi i dag følgende billeder, indsendt af vor ivrige læserskare og fundet af os selv. Men de er pudsigt nok ikke engang svære at finde, altså billederne. Man skal bare søge et frækt ord i Google billeder, så dukker der noget op. Det må skyldes den ringe udbredelse af det danske sprog (om denne kulturelle pauverhed netmæssigt se i øvrigt sidste kronologiske indlæg, tak).


Her hviler Diller

(link)

Her hviler Hr. og Fru Knepper

(link)

Nok en Knepper stedt til hvile

(link)

Fodnoter
Hvad er egentlig de danske love for, hvad man må skrive på en gravsten? Jeg kunne forestille mig, der var tale om et omfattende skrivelsesapparat i stil med reglerne for, hvad man må kalde sine børn. De har ikke for meget at lave inde i kirkeministeriet eller på sognekontorerne rundt omkring andet end desperat at kæmpe for deres egen relevans og overlevelse i en gudløs verden. Men hvad hvis man f.eks. hedder Diller eller Knepper, som disse afdøde, eller Kusse og Fisse, som vi også har set, der er nogen, der hedder? Kan man så begraves side om side med grossererer og orlogskaptajner med frue på de danske kirkegårde?
Følg med her i bloggen, så kan det være, jeg kigger på reglerne en dag.

Kulturelt armod

Hvad er det for en kultur vi lever i, at man ikke engang kan finde teksten til Johnny Reimars Sikke’n fest på nettet? Er det ikke lidt fattigt? Jeg bringer derfor teksten her i sin fulde længde, så alle kan nyde godt deraf.



Sikke’n fest

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Naboen ved siden af
kom til min dør og sagde:
Må vi få nattero
Jeg sagde: Kom ind I to
De sang i kor da de sku’ gå
med bøhmand og pyjamas på

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Det pæne mågestel
tog gulvet med et smæld
da vægten blev for stor
på vores spisebord
For Jensen stepped’ dér og gled
og lysekronen ramled’ ned

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang

Og politiet kom
men de syntes mægtigt om
lidt fest og ramasjang
Og der var ekkoklang
da tre betjente stod og sang
på vor terrazzotrappegang

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Klokken var fem før vores gæster gik hjem
og de sang åh ja åh ja åh

Sikke’n fest vi har haft nu i nat
Åh ja åh ja åh
Propperne sprang og alle fested’ og sang
og der var jubel natten lang.

(Jack White / Nussbaum / Thøger Olesen)
(P) 1974 Polygram

Latterkaskaderne fortsætter at rulle

Her hviler Patter



Siden jeg er begyndt at bringe billeder af grinagtige gravsteder her i bloggen, er det regnet ind med nye hardcore grinere.
Dagens billede er indsendt af 2MASON i København, der tilsyneladende ikke har bedre ting at lave end at trawle omkring på nettet. Patter her ligger på Cordova Township Cemetery i Minnesota (link).

Kviksølv ud!

Jeg har bestilt tid hos tandlægen for at få fjernet mine gamle kviksølvsplomber. Først fjerner hun dem i den ene side, siger hun, så dem i den anden side, for at jeg stadig skal have en af siderne at tygge med i de følgende dage.
Så jeg bliver vel nødt til at bestille en tid til, nu jeg er i gang. Hmm...
Jeg har ikke engang spurgt, hvad det koster.

Man må så sandelig lide for skønheden.




Bemærk: Den unge dame på billedet her har ingen skæmmende sorte plomber.


Fodnoter
Det får mig til at tænke på de gode gamle firsere, eller var det halvfjerdsere, da Simon Spies giftede sig med Janni og insisterede på, hun fik fjernet sine plomber.

Jeg er også træt af, at børnene refererer til dem som ”huller i tænderne”. Det ligner det måske, men det er altså fyldninger, som jeg tålmodigt forklarer dem, selvom de ikke tror mig.

Min lillebror har fået sine fjernet. Han siger, man kan mærke forskellen bagefter. Så jeg har noget at se frem til.
Han siger også, at han kan kurere mine åreknuder og min xantholasma med akupunktur og propolissalve. Det glæder jeg mig til at se.

Læs mere om plombefjerning her.

Min metode

Det jeg gør er, jeg tager bare alt det sædvanlige lort, jeg fyrer af, og skriver det ned.
Mit brok ser sjovere ud på tryk, bilder jeg mig ind.
Og så slipper jeg for at sige det samme hele tiden.

Jeg vidste jeg ikke var den eneste der ku' se komikken

Kusses familiegravsted.
En årvågen læser har apropos gravsten med fnisende grinagtige navne sendt mig dette billede fra Forest Home Cemetery i Chicago (link).
Man forbløffes til stadighed, og ikke bare over at man han en læser.

Dr. T.B. viser vejen

I dag fandt jeg efter konsultation med Dr. T.B. en ny vej at cykle på arbejde. Nu har jeg cyklet nogenlunde den samme vej de sidste, hvad er det, 6 år - hvor bliver tiden af? - og jeg troede, jeg havde opbrugt alle variationsmulighederne. Og det var en scenerisk rute med træer og graffititunneler.
Her er hvad den gode doktor også sagde: "Og læg nu mærke til dine omgivelser, lyt til fuglene".
Sagde jeg: "Det er let for dig at sige, jeg har sat mig på min iPod. Skærmen ligner en blækklat. Jeg kan ikke se, hvad jeg spiller."
Hvortil den gode doktor lo.

(Illo nuppet herfra )

Det var højdepunktet

Det mest meningsfyldte jeg har lavet i dag var at æde en pose chips.

Jeg har ikke rigtig gidet noget, mindst af alt det jeg skal.

Nåja, jeg skød en stribe billeder med mit nye smarte kamera nede på gaden i morges af hvad der omgiver mig i min hverdag. Ikke at det giver nogen mening, men det gav mig en vis glæde.

Nu er jeg igen ved at drukne i arbejde - jeg var så tæt på at nå op til overfladen, før jeg blev trukket under igen af den sisyfossten, jeg har bundet mig om anklen. Jeg når aldrig noget som helst på den her måde, ikke videre i livet i hvert fald.
Det eneste mit arbejde fører til er mere arbejde.
Hvis det bare handlede om at fylde i tarmen var det ikke noget problem, men jeg sidder klemt fast mellem min ambition og min handlingslammelse og rokker mig ikke af stedet.
Det sømmer sig ikke for et frit menneske.
Så sandelig nej. Men jamre kan jeg. Som om jeg var det eneste menneske, der skulle arbejde. På den anden side vil jeg nok mene, at retten til at jamre er et grundlovssikret frynsegode ved have et job.
Som kritikerne siger om kontorrotten Dilbert: Det er nemmere at brokke sig end at gøre noget ved det.

Apropos: Det bliver sjovt at se, hvordan dynamikken forandrer sig i det lille hjem, når min kone får arbejde. Her har jeg gået i årevis og ventet på, at hun skulle blive færdig med sin uddannelse, så hun kan forsørge sin mand som sig hør og bør, og nu er øjblikket måske snart inde, hvor hun træder ind på arbejdsmarkedet. Vil jeg så få mere tid, eller betyder det bare, at jeg kommer til at bruge al min tid på at hente børnene osv.? Og vil jeg langt om længe føle, at jeg kan sige nej højt og gjaldende, når nogen tilbyder mig arbejde?
Følg med her på siden. Det skal blive interessant at se, hvordan det forløber altsammen...
Løbende updates forude.

Mind mig om aldrig at blive gammel

Billedet her er fra forrige års "seniorade" i Søndermarken og copyright Frederiksbergbladet. Tjek.