fredag den 9. marts 2007

Sandheden om alt

Ved en påskefrokost forrige år diskuterede selskabet gudløshed, og en af de kvindelige gæster sagde: - Jamen, hvis der ikke er nogen gud, så er livet jo absurd.
På det tidspunkt havde jeg desværre glemt svaret, men jeg er siden kommet i tanke om det igen. Svaret er selvfølgelig, at tilværelsen kun er absurd, hvis man går ud fra, at den skal give mening. Den har kun den mening, man selv tillægger den, udover det åbenlyst biologiske. Så det er bare at finde ud af, hvad man skal bruge sit liv til.
Det er eksistentialismen, hvis jeg ikke tager meget fejl, og jeg mener ikke, verden er kommet videre. Det er den filosofiske forkant.

Herren tillader sig nok at være hjemme i dagtimerne

Min kone skreg af mig i, fordi jeg havde den frækhed at komme hjem igen i morges, efter jeg havde afleveret børnene på skolen, i stedet for at tage direkte på arbejde som jeg plejer (men jeg havde ikke nået at få et bad). Det havde ikke været så slemt, hvis jeg ikke havde sagt, at hun bliver irriteret hver gang, jeg vover at være hjemme i dagtimerne.
- Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til, du var der, sagde hun. Du tror det hele handler om dig. Du kan ikke være midtpunkt altid.
- Nej, jeg er bare sådan en skygge, der flimrer omkring i stuerne, sagde jeg.

Så jeg må godt være hjemme, bare jeg ikke snakker til hende, mens hun læser gratisavis i sin morgenkåbe. *)

Og mens jeg stod og tog bad, tænkte jeg allerede på det som et blogindlæg.

Hun ville ikke kysse mig farvel, så hvis jeg dør i trafikken i dag, kan hun tænke over det resten af livet, mens hun er sammen med sin nye mand, haha.


Note 1: Hun siger, jeg er provokerende og var det arrogant, hun sagde? Men det er jeg jo altid, sagde jeg. Så det kommer åbenbart an på, hvilket humør hun er i. Er det ikke logisk?


*) Hendes arbejdssøgning skrider fremad. Hun har nu udvidet søgningen til om aftenen, hvor hun mødes med sine venner på café for at diskutere karrieremuligheder.

torsdag den 8. marts 2007

Mit stolteste øjeblik som basketballspiller

Jeg er meget høj, så man skulle tro, jeg kunne finde ud af det – men det kan jeg ikke.*)

Jeg spillede nede i Tompkins Sq. Park med en flok i en pickup-kamp. Der var denne her lille mexicaner med. På et tidspunkt sprang jeg op for at tage en offensiv rebound, og på vejen ned trådte jeg ham på skulderen og maste ham flad mod jorden. Han beklagede sig, men jeg kunne henvise til, at jeg intet ulovligt havde gjort, han stod simpelthen nederst.








*) De kaldte mig Manute Bol, fordi jeg var så lang og uduelig.

onsdag den 7. marts 2007

Moralske opstrammere

Det ærgerlige ved moralske opstrammere er, at de ikke holder særligt længe.

I fredags fik jeg at vide af en digterske, at jeg skulle tage mig sammen og holde op med at brokke mig så meget, at jeg var min egen værste fjende m.m. Nu er virkningen taget af.
For en måneds tid siden kom mit totem til mig ved en shamanistisk ceremoni. Det holdt også kun et par dage.

Man skal tilsyneladende konstant gå og stramme op på sin moral og sin følelse af selvværd.

Jammeren: Men hvad nytter det, når arbejdet konstant hober sig op som kartoffeldyngen for ham drengen i Røveren Runkeldunk, og man aldrig kan se en ende på det og ens handlekraft er nede på nul?

Modjammeren:
Det sømmer sig ikke for et frit menneske at kaste sig i støvet på den måde. Var det ikke det, Bertrand Russell sagde?

Konklusion:
Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at forandre mit liv. Jeg har tænkt over det og regnet på det, og hvad jeg virkelig trænger til er at forandre min arbejdssituation, før jeg bliver for gammel. Men jeg er er afhængig af pengene. (Og så meget er det s’gu ikke engang.) Men for os, der er vokset op uden midler at tale om, er det svært at sige nej til noget.

***Følg med her i bloggen og se, om det nogensinde lykkes mig at komme ud af min fastlåste situation.***

Fodbold - det avantgardistiske synspunkt

Den gamle floskel om, at fodbold bare er "22 voksne mænd, der løber rundt efter en bold", er selvfølgelig sand. Når man skærer ind til benet, er det dét, det handler om. Det er det avantgardistiske synspunkt. Ligesom med teater. Hvad er dét, når man trækker alt andet fra? Nogle mennesker, der stiller deres kroppe op foran én. Det er derfor, der er så meget avantgardistisk teater, hvor de smider tøjet (Dødens triumf, Hair). Det er essensen af teater.
Det kan en film ikke give. Film er projiceret lys på et lærred, men det er et medie i forandring, det skrider ud i video. Maleri er mærker på et lærred eller et andet underlag (gerne i lag i modsætning til tegning). Musik er organiseret lyd.

Er avantgardisme ikke herligt?

Sandheder om sport


Pkt. 1: Det gode ved sport er, at det ikke betyder noget.

Derfor er det mindre anstrengende end resten af avisen at følge med i.

(Der er selvfølgelig mange, der går op i det, men det er noget andet. Det er hvad, man lægger i det. I sig selv betyder det ingenting.)


Pkt. 2: Stereotyperne er altid lettere at få øje på i sporten.

Ex: Afrikanske spiller er "farverige".

Der røg overskuddet

Jeg nåede ikke at få posteret følgende indlæg, før jeg blev flad og nedslået igen:

I det hele taget har jeg været i godt humør på det sidste. Jeg har jo fået at vide, at jeg ikke har noget at beklage mig over. Jeg har dejlige børn og en smuk kone, et arbejde hvor jeg kan sidde og passe mig selv hele dagen.
For at vride en gammel floskel: I’m 41, married and white – hvad har jeg at brokke mig over?

Det må være foråret.

Men nu er følelsen forduftet igen, og livet snævrer sig ind.

Et angreb af forståelse

Jeg så pludselig min kone for mig lysende klart: Bekymret for sine forældre, men dækkende sig ind med at være irriterende og irritabel, blindt styret af egoistiske motiver, og så kunne jeg ikke være sur på hende længere. En tæt dyne af tilgivelse lagde sig over min vrede.

tirsdag den 6. marts 2007

Menneskeheden giv agt!

Jorden invaderes af væsner fra det ydre rum!
Intet kan stoppe dem andet end... foråret!



Her ses blobbens væmmelige overflade i nærbillede.
Alt suger den til sig på sin vej!

Lad gå, billedet her er fra sidste uge, men blobben er sejlivet, den er der endnu, hvor meget den end er skrumpet ind. Faren er altså ikke drevet over.

mandag den 5. marts 2007

Hun var skæv begge gange

Jeg talte med en digterske i fredags, der sagde, at jeg skulle holde op med at pive så meget, at jeg var en kusse og at jeg skulle holde op med at opføre mig så jødisk.
Sidste gang jeg mødte hende kaldte hun mig et røvhul.
Hvad skal jeg tolke af dette? At hun godt kan lide mig?

Jeg finder det altsammen meget mentalt opkvikkende.

søndag den 4. marts 2007

Foråret er her

Foråret er over os, ja det er. Se bare spiren her, der vokser op i drænet på min køkkenhåndvask.

fredag den 2. marts 2007

Lortemorgen

Jeg vågnede kl. 5 af mit sædvanlige åndssvage mareridt: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York næste dag, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mine ting. Jeg kan umuligt nå at pakke det hele. Pludselig dukker der nye ting op, hele hylder med bøger. Lejligheden skifter form. Den bliver til mit rum her. Min kone hjælper mig med at pakke. Hun vil smide dynerne ud. Hun ligger ude i fragtelevatoren uden en trævl på. (Dæk dig til, skamløse kvinde!) Hun ser i øvrigt godt ud. Jeg redder dynerne. Men hvad med gaflerne og det andet knivtøj? Jeg kan ikke få mig selv til at smide det ud.
Og så kan jeg ikke falde i søvn igen.

Jeg er ved at drukne i arbejde, jeg når ikke at få luft. Jeg kan dårligt tage mig sammen til det, jeg skal.

Jeg ved ikke, om det var en drøm, jeg havde, eller om det var noget på fjernsyn, men det gik sådan her: En mand har sit arbejde, sin familie og så er der det, han godt vil. Det er svært at nå det hele. Det er umuligt at nå det, man godt vil. Det er umuligt for mig for tiden. Min kone er fortsat ”arbejdssøgende”.
Mit liv ligner ikke noget.

torsdag den 1. marts 2007

Den kongelige karet

For et par uger siden (d. 9. feb.) troede jeg rigtigt, jeg skulle ind og møde Dronningen og verdens for øjeblikket førende kunstner Olafur Eliasson, for der var fernisering på Kunstforeningen Gl Strand, og jeg havde en indbydelse. Men dronningen var i Odense, eller var det Århus, og få ordnet knæet, fortalte man mig, og der blev lukket til trediesalen, hvor talerne blev holdt, før jeg nåede derop. Der var stuvende fuldt med gode borgere op og ned ad trapperne i hele huset. Så jeg fik altså ikke hørt den islandske statsministers tale.

Det forlød dog, at andre kongelige var til stede, jeg fik bare aldrig helt fat i, hvem præcist der var tale om. Til gengæld så jeg udenfor på Gl. Strand de royale køretøjer parkeret: En stor sort firehjulstrækker og dette antikke køretøj på billedet her. Jeg tror, de kongelige chauffører ligesom skildvagterne på Amalienborg er trænet til ikke at stirre tilbage eller dreje hovedet, men blot stivne som buddinger, når man ser på dem.


Bekendtgørelse: Lad mig i øvrigt stadfæste, at jeg afskyer kongehuset og alle personer i det (undtagen Alexandra, der er en net lille pakke). Jeg syntes blot her, at jeg for en gangs skyld trængte til at bade mig lidt i den celebre aura af store kongelige og kunstneriske kanoner, efter en lang og drøj arbejdsuge var gået med at misvedligeholde sine egne krakelerede ambitioner.

Fodnote: Udstillingen var ikke noget specielt. Malerier af den islandske nationalkunstner Jóhannes S. Kjarval og fotos og de altid populære spejle af Eliasson – så skønt det er at gå hen et sted og se sig selv!

PS Jeg kom faktisk i rigeligt god tid, men gad ikke stå i kø ude i blæsten og søgte tilflugt i den gode, gamle rammebutik på Gl. Strand, hvor der er så hyggeligt og rart.
Da jeg kom ud igen, var det for sent.

PPS Jeg har lige læst om alt det, jeg gik glip af, her i Ekstra Bladet v. Michael Jeppesen, der skrev den sladderrapport, jeres udsendte her havde tænkt sig, han skulle dupere og glæde jer med. Jeg kan forstå, at danskerne er trætte af at blive invaderet af islændinge. Plejede det ikke at være omvendt?

Nyt til ordforrådet: Omfaloskepsis

Jeg har lært et godt nyt ord i dag: omfaloskepsis, som betyder navlebeskuelse.

Et glimrende fremmedord at krydre sine samtaler og sin korrespondance med.

Eks.: "Denne blog oser af omfaloskepsis", "Mange bloggere er helt vildt omfaloskeptiske", "Jeg skepser, at din omfalo er fuld af fnulder" osv.

Man kan læse mere om ordet på wordsmith.org:
[Omphaloskepsis (om-fuh-lo-SKEP-sis) noun = contemplation of one's navel. From Greek omphalos (navel) + skepsis (act of looking, examination). Ultimately from the Indo-European root spek- (to observe) which is also the ancestor of suspect, spectrum, bishop (literally, overseer), despise, espionage, telescope, spectator, and spectacles.]

Pokkers til ulykke (2) - Blod er tykkere end vand

Jeg kunne forleden dag berette, at jeg lavede en bule i mine svigerforældres nye bil. jeg tilbød selvfølgelig at svare udgifterne og tage besværet og sådan noget som en god svigersøn i disse for mine svigerforældre så vanskelige tider.
Nu viser det sig, at min svoger, min kones bror, allerede have lavet et hak ovre i den anden side af skærmen.
Vil det sige, at jeg nu forventes at betale for hans skade også?

onsdag den 28. februar 2007

Gratis autolakering

Lad din lastbil eller varevogn stå en 14 dages tid på Sundkrogsgade ved Nordhavn og se, hvad der sker: Snart er bilen dækket af den herligste, kreative og ikke mindst gratis lak.

Bilen på billedet her er fotograferet i Valby. Jeg ved ikke, hvor den er blevet malet henne. En vognmand, der aflastede en tilsvarende overmalet bil ved Føtex, fortalte mig om Sundkrogsgade. Faktisk er jeg ikke sikker på, det var netop Sundkrogsgade, han sagde. Jeg husker ”Sund (blank) gade, Nordhavn”, og det var det nærmeste, jeg kunne finde på kortet. Men hvorsomhelst i Nordhavn er sikkert godt.

Idé for progressiv kunstnerentreprenør med ressourcer og tid til overs: Opspænd lærreder på en lastbil, stil bilen et øde sted på Nordhavn. Kig til den ind i mellem og se, om der sker fremskridt. Når lærredet er kunstnerisk forsvarligt udfyldt, skiftes det ud med et andet, indtil man har en god serie skilderier lige til at omsætte.
Fordækt webcam-overvågning/-dokumentation af udsmykningsstedet er også en mulighed, hvis det skal være rigtig fornemt.

Min lillebror kunne have myrdet Per Arnoldi

Han kom kørende på Kgs. Nytorv, da den verdenskendte plakatkunstner gik lige ud foran hans bil, men i stedet for at køre ham over, huggede han instinktivt bremserne i. Han kunne således kvit og frit en gang for alle have gjort det af med “farvernes konge”. Hvor tit i livet får man sådan en chance forærende?





Det kendte undergrundsband Bazookahosen har lavet en fantastisk sang, Per Arnoldi (Farvernes konge), som man kan lytte til her, men det siger sig selv, at den er bedre live.

Den bedste gave jeg nogensinde har fået


Min ven Fuchs fandt denne brystbold i Stockholm og tog den med hjem til mig - og det var ikke engang min fødselsdag!
Brystbolden er blød og behagelig at røre ved, man kan kaste den frem og tilbage til hinanden, børnene synes det er sjovt at gå og nive i den osv. = timevis af mageløs spas.



Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lettere seksuelt stimuleret af at manipulere denne "brystdildo". Godt man ikke er ensom.







Navn: Mini Jumble Ball
Tekst på æske: For age 5+ years
Producent: Ukendt
Oprindelsesland: Made in China
Diameter: Ca. 12 cm


Jeg har en tegning af en brystbold i min skitsebog fra 1993. Ligesom telefonen i sin tid var det en opfindelse, der måtte komme, en historisk nødvendighed.

tirsdag den 27. februar 2007

Fucking Lexmark

Det har været den værste dag. Først var jeg hos tandlægen og få udskiftet to plomber.
Resten af dagen gik med at prøve at få min printer derhjemme til at virke, efter jeg havde købt to patroner til den til en samlet værdi af kr. 428. Det er dobbelt så meget som printeren kostede. Hvor dum kan man være?
Køb aldrig en Lexmark Z515, den dårligste, usleste printer der findes, som jeg kun købte af uudgrundelig nærighed.

Jeg har det kedeligste job for tiden, jeg nogensinde har haft i mit liv. Jeg overvejer selvmord som en rationel udvej. Jeg kan dårligt holde mine øjne åbne.
Alt er galt.
Endnu en dag skudt i hovedet (for at parafrasere Onkel Buke). Endnu en udskidt dag.

Jeg tager patronerne tilbage og køber en helt ny printer i stedet for at smide flere penge ned i det her sorte hul.



Video med et fjols og hans printer (link).

mandag den 26. februar 2007

Enestående nyere dansk kulturhistorisk objekt

Dette enestående kulturhistoriske objekt fandt jeg på Trekronergade i Valby i forsommeren 2005. Det er en tallerken, der engang i 1960’erne blev sat et stearinlys på og så et til og et til, indtil objektet nåede sin nuværende imponerende størrelse (jeg skulle nok have målt det, men jeg vil skyde på det var 80 cm højt og altså så bredt som en tallerken - sammenlign med vinballonen ved siden af). Manden, der smed det ud, var blevet bedt af sin kone om at rydde op i garagen, fordi de skulle fejre guldbryllup. Han fortalte mig stearinbjergets historie, hvordan han havde flyttet det med fra den ene adresse til den anden, og sagde: ”Hvad det ikke har set af flip...” Den påstand ser jeg ingen grund til at betvivle. Jeg ville have taget objektet med mig med henblik på senere at donere det til Nationalmuseet, men så tænkte jeg på, hvad min kone ville sige, og lod det stå.