Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
mandag den 27. oktober 2008
Værredagen
*** Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde. ***
7 kommentarer:
Anonym
sagde ...
Det lyder trist - og det lyder også som et af de tilfælde, hvor en skilsmisse måske ville være det bedste der kunne ske for familien - ikke mindst for børnene (det gør helt ondt at læse om, hvad du og din kone udsætter jeres børn for af skænderier og disrespekt for hinanden).
Har du fortalt hende der, du skændes sådan med, at du på et tidspunkt tænkte okay, det er så det liv og den partner jeg har valgt, så nu er det om at få det bedste ud af det eller hvordan du nu formulerede det (du kunne indsætte et link her)? Hvis hun nu også forsøgte at få det bedste ud af det, så gik det måske ikke så galt. Hvis du altså også genuint forsøger. Tal med hende. Hm. Det er bare et trøstende skulderklap og et velment råd. (Buhuu, Pedrsn, ikke juhuu.)
Sådan har det en tendens til at gå, når familien partout skal hygge (sig)? Som når kernefamilien drager på sommerferie. NU skal der hygges! Ikke nu, men NU. Men ingen kan rigtigt finde ud af det. For først skal man jo lige falde ned på jorden. Og så skal man lige finde sig selv. Og bagefter hinanden. Det er slet ikke sikkert, det kan lade sig gøre. Måske er man blevet væk fra hinanden i mellemtiden. Og måske du bare skulle sætte dig ind på et værelse alene et par dage og overveje, hvad det er for et liv, du ønsker dig?
Sussie, jeg tror det med familien, der flipper ud på ferie, mere handler om familiemedlemmernes modsatrettede behov og konflikterne derimellem.
Til Nofisen: Det har jeg da fortalt hende MANGE gange. Det siger jeg hele tiden. Der er aldrig nogen, der tager mig alvorligt... måske fordi jeg ikke selv tager mig alvorligt? Ohh...
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
7 kommentarer:
Det lyder trist - og det lyder også som et af de tilfælde, hvor en skilsmisse måske ville være det bedste der kunne ske for familien - ikke mindst for børnene (det gør helt ondt at læse om, hvad du og din kone udsætter jeres børn for af skænderier og disrespekt for hinanden).
Suk. Hvordan er det kommer hertil? Det er snart hele tiden.
juhuu - ikke noget som et liv, der leves gennem tårer! . . .
Har du fortalt hende der, du skændes sådan med, at du på et tidspunkt tænkte okay, det er så det liv og den partner jeg har valgt, så nu er det om at få det bedste ud af det eller hvordan du nu formulerede det (du kunne indsætte et link her)? Hvis hun nu også forsøgte at få det bedste ud af det, så gik det måske ikke så galt. Hvis du altså også genuint forsøger. Tal med hende. Hm. Det er bare et trøstende skulderklap og et velment råd. (Buhuu, Pedrsn, ikke juhuu.)
det hedder ironi, nofisen!
:0)
Sådan har det en tendens til at gå, når familien partout skal hygge (sig)? Som når kernefamilien drager på sommerferie. NU skal der hygges! Ikke nu, men NU. Men ingen kan rigtigt finde ud af det. For først skal man jo lige falde ned på jorden. Og så skal man lige finde sig selv. Og bagefter hinanden. Det er slet ikke sikkert, det kan lade sig gøre. Måske er man blevet væk fra hinanden i mellemtiden. Og måske du bare skulle sætte dig ind på et værelse alene et par dage og overveje, hvad det er for et liv, du ønsker dig?
Sussie, jeg tror det med familien, der flipper ud på ferie, mere handler om familiemedlemmernes modsatrettede behov og konflikterne derimellem.
Til Nofisen: Det har jeg da fortalt hende MANGE gange. Det siger jeg hele tiden. Der er aldrig nogen, der tager mig alvorligt... måske fordi jeg ikke selv tager mig alvorligt? Ohh...
Send en kommentar