Jeg var fransk stuepige, del I

***
– Suk, sagde jeg og tog brystvorteklemmerne af. – Det går vist ikke, det her.
– Gi’ det dog en chance, sagde hun med blussende røde kinder.
– Det holder sgu ikke, måtte jeg indrømme og lempede forsigtigt håndtaget på støvekosten ud af min endetarm. – Jeg ved ikke, om jeg er til det her.
– Gør det for mig, sagde hun og rettede Ludvid XIV-parykken, der prydede mit hoved.
– Lad gå.
Jeg sporede hende an og red hende lidt rundt i stuen. Hvad mon der er på fjernsyn?
– Giddyap, giddyap! Skal du ride på den ranke?
– Ooh!
Lidt beskidt snak har altid tændt lunten til hendes krudtkammer.

Jeg gør mit – det skal ikke siges andet – for at holde gnisten ved lige i det aldrende parforhold. Er det ikke det, vi har hinanden til?


***