I
Min datter græd i morges, før hun skulle over på sin nye ambitiøse skole.
II
Vi har købt et nyt, enormt klædeskab, og nu forsøger jeg at stille det op, mens jeg er syg. Så prøver jeg at få min kone til at hjælpe mig med at vende den ene skydedør om, men hun nægter, hun er uenig med placeringen af panelerne.Mig: – Der er kun én måde, de kan sidde på!
Hun: – Du skal ikke tro, du har ret ...
Mig: – Nej! Det skal jeg i hvert fald ikke! Det er vist det, det hele handler om!
Hun: – ... til at tale til mig, som det passer dig.
Mig: – Gider du ikke bare hjælpe mig, så jeg kan komme videre?
Hun: – Jeg troede, vi skulle tale sammen om det her ligesom alt det andet?
Mig: – Okay, sæt dig ind i det, og når du har været hele vejen rundt, kan vi snakke sammen igen!
Hun: – Du skal ikke råbe ad mig.
Hun nægter. Jeg går.
Det er lige meget, hvad jeg siger, jeg må bare ikke hæve stemmen eller udvise emotionel agitation.
– Guderne forbyde, hvis du skulle gøre noget, jeg be'r dig om. Guderne forbyde, du skulle gøre nogetsomhelst, jeg be'r dig om, tænker jeg, mens jeg vasker op.
Nu står der tordenskyer ud ad ørerne på mig, og jeg må ty til min lille dagbog.
PS Jeg har tidligere sammenlignet min hustrus samarbejdsvanskeligheder med John Travolta i Pulp Fiction, her var hun der igen, men mere ligesom Eric Stoltz' pusher-Gerda, da hun skal finde adrenalin-nålen eller markeren.
Når jeg tænker efter, er filmen fuld af den slags situationer. Bruce Willis' franske veninde er heller ikke til at få til at skynde sig på den måde.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar